Snaphaner - frihedskæmpere eller forbrydere?

(Svensk: Snapphanar)

Dansksindede modstands-grupper i Skåne

I mere end 20 år, fra 1658 til 1679, forsøgte den danske konge - uden held - at genvinde Skåne, Blekinge og Halland, som Danmark mistede til Sverige ved Roskildefreden (1658).

Gennem alle årene samarbejdede lokale militære grupper i Skåne med den danske hær. Det kunne være organiserede enheder under dansk militær kommando (friskytter) eller løse grupper kaldet snaphaner. Det var ofte bønder, som sympatiserede med den danske krone og deltog i krigshandlinger på dansk side.

I 1675 så Christian 5. muligheden for at generobre Skåne, Blekinge og Halland, som blev tabt ved Roskildefreden, og året efter - i 1676 - invaderede han Skåne med en hær på 15.000 mand. Det var begyndelsen på Den skånske krig (1675-1679). Nu fik de dansksindede friskytter og snaphaner deres største udbredelse i især Skåne. De så muligheden for at komme af med det svenske styre, som havde mindsket deres frihed og pålagt dem højere skatter.

Frihedskæmpere eller forbrydere?

Danskerne kaldte de dansksindede grupper for gønger efter Göinge-området i det nordøstlige Skåne, hvor modstanden mod de svenske besættelsestropper var størst. Svenskerne derimod kaldte dem snaphaner, som betyder noget i retning af landevejsrøver. Og hvor den danske konge betragtede dem som frihedskæmpere, blev snaphanerne af svenskerne betragtet som forbrydere af værste skuffe, og de blev straffet som sådanne. Flere steder i Skåne står de såkaldte snaphane-ege, hvor tilfangetagne snaphaner blev hængt.

I det nordøstlige Skåne omkring byerne Broby, Osby og Lönsboda ligger snaphaneskovene, hvor snaphanerne skjulte sig, og hvor den svenske hær ikke turde vise sig.

Skånsk utilfredshed med den svenske besættelsesmagt

Indtil 1658 havde Skåne været dansk i 800 år kun afbrudt af korte perioder med svensk herredømme, så skåningene har følt sig som danske. Under den danske krone var skåningerne frie, men da området i 1658 blev svensk, begyndte den svenske konge Karl 11. at udskrive mandskab til sin hær i bl.a. Tyskland. At blive udtaget som soldat var noget nær en dødsdom - der var ikke stor chance for, at man vendte hjem i live.

I starten af 1660'erne begyndte den svenske hær desuden at indkvartere tyske soldater på de skånske gårde. Bonden skulle betale til soldatens forsørgelse, og soldaten skulle have en fjerdedel af gården. Hvis bonden døde, skulle soldaten have halvdelen af gården, og når enken døde, fik han det hele. Det var med til at øge skåningenes utilfredshed med den svenske konge.

Afstraffelse af snaphaner

En af de værste henrettelsesmetoder svenskerne benyttede var spidning: En træpæl blev jaget op mellem huden og rygraden på den tilfangetagne snaphane, så den kom ud ved nakken. Herefter blev pælen rejst ved vejkanten til skræk og advarsel for de forbipasserende. Snaphanen kunne hænge på pælen i flere dagen, før han døde.

Krigen fra 1658 til freden i 1679 var brutal. De svenske tropper havde store problemer med at kontrollere det nordlige Skåne, og den svenske konge benyttede sig flere gange af kollektiv afstraffelse. Massakren i Örkened var et forsøg på at få snaphanerne til at makke ret: Kongen beordrede hæren til at nedbrænde alle gårdene i Örkened sogn og dræbe alle mænd mellem 15 og 60 år. Det var med til at nedbryde den lokale opbakning til snaphanerne.

Relaterede artikler

- Begyndende konflikter om Skånelandene (1050-1364)
- Kalmarunionen (1397-1523)
- Vasatiden (1520-1611)
- Den nordiske syvårskrig (1563-1570)
- Kalmarkrigen (1611-1613)
- Torstenssonkrigen (1643-1645)
- Freden i Brömsebro (1645)
- Karl Gustav krigene (1657-1660)
- Roskildefreden (1658)
- Den skånske krig (1675-1679)
- Snaphaner
- Kuppet i Loshult (1676)
- Massakren i Örkened (1678)
- Forsvenskning af Skånelandene (1680'erne)
- Den store nordiske krig (1709-1720)