Bo Østlund - Forfatteren i verdens ende

FRIHED. På sin smålandske ødegård for enden af alting finder forfatter og journalist Bo Østlund ro og inspiration. Denne klumme handler om øjeblikke af ultimativ frihed, jagt på mening, om dengang journalisten Bo måtte dø, og om at Sverige har noget, som er ganske, ganske særligt.

Af Bo Østlund, forfatter

Min definition af den ultimative frihed?
   Jeg har to.
   Før og efter Sverige.
   1973. Sommer. 16 år. Og næsten aldrig kysset.
   Den blå togvogn fra Deutsche Bundesbahn skrumler sig af sted på sin vej sydpå med kursen mod Salzburg. Skoleudflugt. 3. real B. Vi drikker 80 procents Stroh Rum med cola, hører Sebastian, Gasolin og Paul Simon – og Kirsten vil kysse.
   Det er sommer. Nat. Fuldmåne. Oven over den elektriske togvogn gnistrer det som fra en radiobil. Jeg står i toggangen. Kigger på de tindrende lys fra de små alpebyer, vi passerer. Hver gang, vi har passeret en tunnel eller en bro, dukker et ny fantastisk scenarie op.
   Jeg trækker vinduet ned. Stikker hovedet ud. Lader den lune vind lege med mine kinder og det lange hår.
   Verden venter på en nordfynsk købmandssøn, der i det daglige har nok at slås med derhjemme på gaden og i klassen.
   Men her, lige her i nat, er jeg fri.
   Hold kæft, hvor er jeg fri.

Gisp hvor er jeg lykkelig

35 år, to børn og tre ægteskaber senere. Jeg har rejst verden rundt, men først nu mærker jeg den igen.
   Friheden. Som nu på den anden side af de tilbagelænede 50 år for mig er roen. Den ultimative ro.
   Og nu venter et fantastisk forår.
   Duftene af frisk muld, fugleungerne i min postkasse, den friske rævegrav, tranerne som dansede nyforelskede rundt på min eng, bækken som gurglede mere og endnu smukkere, end den plejer, og den dag, en elgemor pludselig kom spankulerende med sin lille kalv lige uden for mit gæstehus, hvor jeg sad og skrev på mine bøger.
   Så kommer midsommeren. Majstang og spillemænd, harmonikaer og violiner, nationaldragter, sild med syrnet fløde, purløg, nye dildkogte kartofler, øl og snaps. Jordbær med fløde. Og de gifte- og danselystne unge svenske møer.
   Min otteårige datter Rose står med blomster i håret og gynger i takt til musikken. Vi får øjenkontakt. Hun tegner et hjerte i luften og får et fingerkys retur.
   Jeg står lige her i Sverige og føler mig i et flygtigt splitsekund som verdens lykkeligste mand.
   Gisp, hvor er jeg lykkelig.

SE OGSÅ

Bo Østlund: Den nødvendige rejse

Pipelinen til stjernerne

Til daglig bor min datter i Danmark. Til daglig er skoven min. Her i Småland finder jeg inspirationen. Og frem for alt roen. Stilheden. Muligheden for en fordybelse, jeg på ingen måde kan fange i Danmark.
   Herude i ingenmandsland kan mit urolige sind bade i de spejlblanke søer. Jeg er blevet en del af naturen. Vi følger hinandens liv og dage, og ligesom min fede hankat Lunte har fået længere knurhår af livet i skoven, er mine egne sanser blevet skærpet til det ypperste. Om søndagen kan jeg, hvis jeg er heldig og vinden er gunstig, høre kirkeklokkernes melodi fra Traryd danse gennem nåletræerne helt ud til min lille bakketop. Og jeg registrerer instinktivt hver lille bevægelse i træerne eller sivene på engen.
   Jeg laver overspringshandlinger. Går lange ture. Taler med dyrene, planterne og dagene. Suger hver dråbe sol ud af de kortere og kortere dage. Naturen og mennesket er skabt af den samme kilde til liv. Og vi alle er lige meget værd. Både elgen, træet og mig. Vi har blot forskellige roller. Man kan læse sig til kundskaber, men skoven og planterne ved bedst selv, hvad de er til for.

   En forfatter har forladt verdens vredeste, lykkeligste land, sejlede 20 minutter over Øresund – og stod en dag i en af verdens mest liberale og imødekommende nationer. Og fra færgehavnen i Helsingborg søgte han langt ud i skovene. Forbi rødmalede hytter, ødegårde og aftægtsgårde med hvide hjørnestolper.
   Nu sidder jeg med levende lys i mit lille gæstehus for enden af alting. Gennem det store staldvindue har jeg i min yndlingsstol den med min varme kaffe og de blafrende stearinlys blafrende ved siden af den bærbare pc gennem de 18 indrammede, firkantede ruder udsigt til det liv, jeg forsøger at sætte ord på, inden det sætter sig på mig.
   Her jagter jeg det kreative kick. Flowet. Den ultimative tilstand, hvor ordene uden filter, mellemregninger eller forstyrrende tanker flyder intravenøst ned i pc’en gennem fingrene. Hvor slusen er åben, og der er direkte, åben adgang.
   Jeg har en et er melankolsk kærlighed til mit liv. Men jeg accepterer, at der er ting i dette liv, jeg ikke fik, men så fik jeg noget andet i stedet, og derfor kan jeg på de gode dage betragte ting både indefra og udefra.
   Jeg fik følsomheden af sangene, af hippierne i fjernsynet, af månelysets leg mellem vintergrene i den dybe skov. Jeg fik den.
   Den lille dreng fra landsbyen og den langhårede halvfulde teenager fra det tyske halvfjerdser-nattog har fundet endnu sit ultimative ingenmandsland. Sin svenske skov med selvvalgt ensomhed, hvor han søger efter en pipeline til stjernerne.

Da journalisten Bo døde

Jeg voksede op og blev journalist med en drøm om at redde verden. Men den eneste, jeg reddede, var mig selv. I mange år fik jeg et kick af nyheder. De var mit fix. Mit junk. Indtil Mr. News en dag fik nok at være en del af bekymringsindustrien. For intet er lettere end at sprede angst. Og da jeg mærkede den på min egen krop, da nynazister i et anonymt brev til det blad, hvor jeg var ansat, og truede med at skyde hovedet af min søn, var det nok.
   ”Blot et enkelt tryk på aftrækkeren så er der no more fucking Østlund-son. Puff …”
   Den dag jeg brød hulkende sammen i min bil, da de ringede fra avisen og læste op fra brevet, døde nyhedsjægeren Bo.
   Journalisten Bo døde under sit sidste engagement, som var et ni måneders vikariat på Billed-Bladet for at klare dagen og vejen. Jeg anede ikke uråd, før jeg pludselig en sommerdag fandt mig selv i en klit i Gammel Skagen jagtende Kronprins Frederik og Mary med en ihærdig fotograf iført den største telelinse, jeg havde set i mit liv.
   Jeg så den aldrig komme.
   Det blev livet selv, som gav mig kniven for struben.
   I 25 år havde jeg arbejdet som journalist, indtil jeg en dag traf mit livs største valg, fordi jeg ikke havde anden mulighed. Jeg måtte mærke mig selv. Stille mig på tæerne på en kasse og forsøge at plukke en stjerne ned. Eller to.
   Så jeg begyndte at skrive bøger. For etablerede forlag. For mit eget forlag Heatherhill. Navngivet som en kærlighedserklæring til de vidunderlige lyngbakker, som lå ud til Kattegat nærmest i min baghave i Rågeleje.
   Siden 2000 er det blevet til et dusin bøger.
   Om jeg kan leve af det? Nej.
   Om jeg kan lade være? Nej.
   Om jeg lever?
   Ja, som aldrig tidligere.
   Naturligvis savner jeg den gode månedsløn, naturligvis er det kuldegysende at sætte hus, bil og liv på spil, hver gang jeg udgiver en bog på eget forlag. Og naturligvis er det frustrerende for en mand, som i 35 år har tjent mange penge med en god løn, pludselig at måtte indse, at forskud, royaltys, bibliotekspenge - og lærepenge – alt sammen ikke rækker til at betale regningerne.
   Jeg har bare ikke andet valg.
   Jeg er endelig begyndt at trække vejret friere.
   Den følelse giver jeg aldrig afkald på igen.
   Så mens jeg venter på bestselleren, lottogevinsten, den ukendte rige og dejligt afdøde milliardær-onkel fra Amerika eller Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, sætter jeg mere kaffe på kanden, tænder stearinlysene og fortsætter med at lægge arm med de uregerlige vokaler og konsonanter.
   Kun det giver mening.
   Og mening er det eneste, jeg søger.

Den mørke eftertænksomhed

Jeg mærker en frihed i Sverige. Lægger al min dårlige samvittighed til side i et land, hvor man tager livet og sin metier alvorligt. Sverige rummer en mørk eftertænksomhed, som ikke findes i Danmark. Men også en livsglæde, en overlevelsesevne og en hjertelig åbenhed, vi danskere kunne lære meget af.
   Jeg har langt til naboerne her i skoven. Men når jeg opsøger deres selskab, fortæller de generøst og tillidsfuldt om deres livs op- og nedture, mens de er klar til at gøre alt for at hjælpe. Og kommer jeg gående i den del af skoven en nat, kan jeg være heldig gennem vinduerne at se, hvordan Frank og Gunna stadig danser rundt i stuen som nyforelskede efter 30 års ægteskab.
   Måske bor de gode ånder virkelig i jorden, hvorfra de kommer op og bemægtiger sig vores kroppe.

Sommeren vinker snart farvel. Så kommer efterårsstormene, som sender de røde, gule, orange og brune blade på en forvirret, rundtosset, rasende rejse gennem luften, og vinterdagene med blyfarvede skyer og dage og nætter med hektiske snebyger, som pakker alt ind i hvidt og lukker mig inde i mørkets skønhed her for enden af alting, indtil Jan Ove Pettersson pludselig en tidlig morgen dukker op på gårdspladsen med sin traktor med sneploven fastspændt foran og igen skaffer mig adgang til resten af verden, inden han med et ”Hejsan” og et vink vender om og kører bort.
   Indtil alt igen er helt stille.
   Og det eneste, man vil kunne høre i det Falufarvede hus på bakketoppen, vil være lyden af to pegefingre, som med deres energiske, ensomme dans på det sorte tastatur forsøger at knække endnu en kode til endnu en bog, som trykkes på det papir, som skabes af det træ, som omgiver manden ved den bærbare pc, som kan slippe sine hænder fri til at gøre, hvad de vil, fordi han er omringet af den skov, som holder om ham.
   Livets cirkel.

Bøger af Bo Østlund

Bo Østlund har bl.a. skrevet biografier om
• Allan Simonsen (2008)
• Etta Cameron (2007)
• Bo Hamburger (2007)
• Ebbe Sand (2002)

Bo Østlund er tillige forfatter til bøger om:
• Dronning Ingrid
• Prinsesse Alexandra
• Mærsk McKinney Møller
• Pearl Harbor
• Danske immigranter i USA.