Forsiden > Her

Bus til og i Sverige

Skal du til Sverige med bus eller vil du køre rundt i landet med bus og tog? Her finder du busruter og den svenske "Rejseplanen" til at planlægge turen.

Siden er publiceret / opdateret: 5. januar 2024
Bus til Sverige
Foto: Karl-Johan Hjertström, Creative Commons


Med bus til Sverige

Flere danske og svenske busselskaber har daglig busforbindelse mellem København og en række byer i det sydlige Sverige.

Kombardo Expressen til Bornholm via Ystad

Kombardo Expressens busser kører fra København til Ystad, hvorfra Bornholmslinjen sejler det sidste stykke til Rønne på Bornholm. Se Links.

Bus4You

Svenske Bus4You kører ruten København - Malmø - Lund - Helsingborg - Gøteborg. Fra Gøteborg kan du fortsætte op ad vestkysten til Uddevalla og Oslo. Fra Gøteborg kan du også fortsætte østpå til Borås - Jönköping - og videre til Stockholm. Se link til Bus4You med busrutekort under "Links".

Bus rundt i Sverige
Foto: Creative Commons


Flixbus

Flixbus er det største rutebusselskab i Sverige kører bl.a. mellem København / Aarhus / Aalborg / Odense og de fleste større byer i det sydlige Sverige bl.a. Malmø - Lund - Helsingborg - Halmstad og Gøteborg. Desuden forbindelser til bl.a. Ljungby, Ulricehamn, Borås og Jönköping. Se Links.

Med bus rundt i Sverige

Hvis du rejser med bus rundt i Sverige, skal du være opmærksom på, at hver region i Sydsverige (Skåne, Halland, Blekinge, Jönköpings län, Kalmar län, osv.) har sit eget busselskab. Hvis du rejser mellem småbyer eller på landet i fx Småland, skal du som regel ringe til selskabet dagen forinden og booke din tur, for busserne kører kun, hvis der er passagerer på ruten.

Hvis du fx rejser fra det østlige Småland (region Kalmar län) til det sydlige Småland (region Kronobergs län), skal du bestille bussen dér, hvor du rejser fra, altså hos Kalmar länstrafik. Tjek deres ”reseplanera” om der er bus på ruten. Og hvis der er, så ring dem op og sig, at du gerne vil med. Det fungerer som en slags telebus og er normalt meget nemt.

I Skåne, Halland, Blekinge og i byerne behøver man normalt ikke booke sin bustur forinden.

Find de regionale busselskaber under Links.

SE OGSÅ

- Tog til og i Sverige
- Færger og bro til Sverige
- Bilferie i Sverige: Fartgrænser, fartbøder, mobilsnak mv.