Småland - røde træhuse, elge og stilhed
Småland er røde træhuse, høje grantræer hvor vinden suser svagt, tyttebær i skovbunden, stilhed, blanke skovsøer, brusende åer, elge og nationalparker med barsk natur og gode vandreruter. Og så er der børnenes Småland med sjove oplevelser og skønne eventyr.Fem gode oplevelser i Småland
"Rasmus på luffen", Foto: Astrid Lindgrens Värld, CC BY 2.0
1. Astrid Lindgrens Verden
Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby i det nordøstlige Småland er en eventyrpark og et levende teater, hvor børnene kan opleve både gadeteater, se teaterforestillinger og møde politibetjentene Kling og Klang, Pippi Langstrømpe, Prusseluskan, Emil, Ronja Røverdatter, Karlsson på taget, Mattis og alle de andre personer fra Astrid Lindgrens kendte og elskede univers. Astrid Lindgrens Verden er opbygget med miljøerne fra Villa Villekulla, Bullerbyen, Katthult, Mattisborgen, Junibakken m.v. og er for børnene en af de helt store seværdigheder i Småland.Læs mere om Astrid Lindgrens Verden
Overnatningshytte på Ostkustleden. Foto: © sydsverige.dk
2. Vandreruten Ostkustleden gennem Småland
Den 152 km lange vandrerute Ostkustleden ligger nord for Oskarshamn i det østlige Småland. Ruten går gennem det gamle smålandske bondelandskab og skærgårdsmiljøerne ude ved kysten. Der er badesøer på de fleste etaper, hvilket gør Ostkustleden til en ideel vandrerute om sommeren.Vandreruten er ringformet, så du kommer tilbage til startstedet, hvis du vandrer hele turen. Regn med at bruge mindst otte dage, hvis du vil gennemføre Ostkustleden.
Læs mere om Vandreruten Ostkustleden
Foto: © sydsverige.dk
3. High Chaparral
High Chaparral i det vestlige Småland er en oplevelsespark for hele familie med masser af atmosfære og underholdning. Det er en herlig westernby med cowboys, banditter og indianere. Det er imponerende flot lavet med hoteller, saloons, restauranter og butikker i ægte Wild West stil. Der er daglige shows med stunts, dans og musik.Læs mere om High Chaparral
Foto: © sydsverige.dk
4. Store Mosse Nationalpark
Store Mosse i det vestlige Småland er Sydsveriges mest imponerende nationalpark med smuk, barsk natur og åbne vidder. Den består af fem højmoser, der omslutter en række søer. Det er Sydsveriges største sammenhængende moseområde, og de imponerende vidder leder tankerne hen på Lapland i Nordsverige. Flere steder i det åbne moseområde ser man "øer" med fyrreskov. Her er ca. 50 km vandresti bl.a. i form af planker (såkaldt spang) lagt ud på den sumpede mosegrund.Læs mere om Store Mosse Nationalpark
Foto: © sydsverige.dk
5. Guldvaskning i Ädelfors
I den gamle mineby Ädelfors i det nordøstlige Småland kan du finde vaskeægte svensk guld. Lej vaskepande og gummistøvler og vask små guldkorn ud af det guldholdige flodsand. En aktivitet for både større børn / teenagere og voksne. Folkene bag guldvaskningen er engagerede guldgravere, og stedet emmer af guldgraverstemning og entusiasme.Læs mere om Guldvaskning i Ädelfors
SE OGSÅ: få tips til de bedste oplevelser i Smålands natur
Smålands landskaber, klima, natur, naturoplevelser og lidt om historien, Få tips til de bedste oplevelser i Smålands naturSE OGSÅ
Top 5 oplevelser i SkåneTop 5 oplevelser i Blekinge