En perfekt sø til kanoferie
Søen Åsnen er ca. 155 kvadratkilometer stor og den næststørste sø i Småland med et utal af øer, halvøer, vige og næs, der ligger i lange bånd hen over søen, så det kan være svært at se, at der er tale om én enkelt sø. De mange øer, vige og næs - især i søens sydlige del - forstærker oplevelsen af vildmark og gør kanoturen afvekslende. Åsnen er velegnet til såvel en endagstur i kano som en kanoferie over mange dage. Den sydvestlige del af søen - i alt 19 kvadratkilometer - er Sveriges nyeste nationalpark: Nationalpark Åsnen.Gode kanolejrpladser ved søen
Det, der gør Åsnen til en ideel kanosø, er de mange primitive kanolejrpladser, der ligger rundt om hele søen. De fleste kanolejrpladser ligger meget naturskønt lige ned til søen. Her kan man slå sit telt op, tænde bål og som regel finde toilet. Hvis I søger lidt mere komfort, ligger der mindst fire gode campingpladser ud til søen, hvor I kan overnatte, inden I fortsætter jeres kanotur. Se kortet herunder med markering af kanolejrpladser og campingpladser. Kanoudlejeren og campingpladserne har som regel gode kort med markering af kanolejrpladserne.Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Kanolejrpladser (røde markeringer) og campingpladser (grønne markeringer). Nogle af kanolejrpladserne har shelter, andre har kun plads til telte. Kortet er opdateret maj 2024.
Du kan ikke klikke eller zoome på kortet.
Køb kanocheck for at benytte en kanolejrplads
Hvis I vil overnatte på en af kanolejrpladserne, skal I købe en "kanotcheck" (eller "kanotcampingcheck") som koster ca. 50 svenske kr. pr. person pr. nat (halv pris for børn under 12 år). Kanochecken kan købes på de større campingpladser i Åsnen-området, bl.a. Getnö Gård camping. Pengene går til driften af kanolejrpladserne, hvor der er teltplads, bålsted, primitivt toilet og skraldespand. Nogle kanolejrpladser har shelter og drikkevand, andre har ikke. Det er også muligt at lægge pengene i en postkasse på kanolejrpladsen, men lodsejerne, som ejer jorden hvor pladserne ligger, foretrækker at man betaler med kanocheck.Køb kort med kanolejrpladser mv. som GPX-fil til din mobiltelefon
I vores webshop kan du købe kortet over Åsnen med kanolejrpladser mv. som en GPX-fil, du kan hente ned på din mobiltelefon. Vi sender GPX-filen i en mail og en vejledning til, hvordan du installerer en gratis app på din mobil, der kan vise GPX-filen med beliggenheden af kanolejrpladser og campingpladser og din egen position.Der er generelt god mobildækning i området. Selv om dækningen svigter, vil du stadig kunne se markeringer af lejrpladser mv. og din egen position, men ikke det bagvedliggende kort.
Køb kort over Åsnen og omegn
Med et terrænkort i målestok 1:50.000 er du godt hjulpet på den store sø, hvor man nemt kan miste overblikket på grund af de mange øer, halvøer, vige mv. Växjö Sverigeserien - Topo50 - blad 17 dækker det meste af Åsnen på nær den vestligste del. Ønsker du også kort over den vestligste del af søen, skal du bruge Ljungby Sverigeserien - Topo50 - blad 16.Du kan købe kortene i vores webshop.
Store dele af småøerne i Åsnen er fuglebeskyttelsesområder (fågelskyddsområde) med adgang forbudt fra 1/4 til 31/7 og med regler for, hvor tæt man må padle på øerne. Fuglebeskyttelsesområder vises ikke på terrænkortet. Desuden er de særlige kanolejrpladser ikke med på terrænkortet.
Børnevenlig kanoferie
Åsnen byder på let søpadling for hele familien. Hvis I holder jer til selve søen - og ikke begiver jer op i åerne - er der ingen løft / bæringer af kanoen.Man skal som altid undgå søpadling i blæsevejr, da vinden nemt tager fat i kanoen og gør det svært at holde kursen - eller gør det svært at komme frem, hvis man er alene i kanoen eller sammen med et barn, der ikke kan bruge en paddel.
De fleste overnatningspladser ligger meget naturskønt lige ned til søen. Her overnatningsplads med bålsted nord for Ålshult. Foto: © sydsverige.dk
Leje af kano
Lej fx kano på en af campingpladserne ved søen:- Urshult Camping
- Getnö naturcamping og hytter
Foto: © sydsverige.dk
Relaterede artikler
- Kanosæsonen i Sydsverige- Leje af kano og ekstraudstyr
- Transport af kanoen
- Udrustning til kanoturen
- Hvor langt kan man padle på en dag?
- Kanotur i Sverige med børn - gode råd
- Allemandsretten