The Glass Factory

Siden er publiceret / opdateret: 29. januar 2024
Maksimér
Kort over sydsverige
Åbningstider
Åbningstider 2024:
Man-fre: 10-17
Lør-søn: 11-17

Lukket: 1/1, midsommeraften, 23/12-26/12, 31/12
AdresseAdresse Adresse
The Glass Factory
Storgatan 5
361 97 Boda
Sverige
GPSGPS GPS
Latitude : 56.7302
Longitude : 15.676
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS
Glass Factory i Glasriket
Skulpturen "Slott" fremstillet af glaskunstneren Lars Hellsten i midten af 1960'erne på Skrufs glasbruk. Foto: sydsverige.dk


Sveriges største samling glaskunst på The Glass Factory

Engang lå glasbrugene tæt i de smålandske skove og forsynede de lokale bondehusholdninger med glas til henkogning, syltning mv.

Glasbrugene fungerede ofte som små samfund med glasfremstilling, smedje og et landbrug, der leverede fødevarer til arbejderne. Øverst i hierarkiet sad en "brukspatron", der styrede det lille samfund.

Den øgede industrialisering og konkurrence i slutningen af 1800-tallet tvang værkerne til at tænke i nye baner, og svaret var fremstilling af smukke drikkeglas, karafler, skåle, mv. under ledelse af glasmestre og -kunstnere. Glaskunsten var født.

Glas fra Kosta Boda Glasbruk
Kosta Boda havde tidligere et museum med historiske glas, men alle genstande er nu flyttet til The Glass Factory. Foto: © sydsverige.dk

Historiske glas på Kosta Boda Glasbruk
Glas fremstillet på Kosta Boda i første halvdel af 1900-tallet. Foto: © sydsverige.dk


The Glass Factory har Sveriges mest omfattende samling af glaskunst – omkring 50.000 glasgenstande fremstillet i Småland af omkring 50 forskellige glasmestre og glaskunstnere fra 1700-tallet og frem til i dag. Kun en lille del udstilles af gangen, men udstillingerne skifter hele tiden.

The Glass Factory viser glaskunst fra bl.a. Kosta glasbruk og det nu nedlagte Åfors glasbruk og giver indblik i den enorme krise, glasværkerne i dag befinder sig i. Siden 1990'erne er et stort antal glasbrug lukket. Som forbruger kan det være svært at se, hvorfor man skal betale 150 kr. for et håndlavet vinglas, når man kan købe 6 vinglas i Ikea for 30 kr. De store glasbruk får stadig sværere ved at klare konkurrencen med bl.a. udenlandske værker på standardvarer som fx serviceglas, mens de små studioglashytter med mere kunstneriske produkter vokser frem.

Glasværker og studiohytter nær The Glass Factory



De gamle smålandske glasværker kæmper med en produktion, som er blevet for dyr: Med manuel fremstilling og høje lønninger har de ikke mange chancer, når det drejer sig om standardprodukter, derfor prøver nogle værker at ansætte unge formgivere, der kan udvikle nye produkter. Andre værker resignerer og er begyndt at importere billigt glas fra Østeuropa og Fjernøsten og sælge det under eget navn – som det bl.a. sker på SEA og Kosta Boda.

En smålandsk kultur omkring glasfremstilling er ved at dø ud, derfor er The Glass Factory en vedkommende stemme der kan fortælle om den gamle kultur og produktion og måske vise vejen for, hvordan Glasriket kan overleve.

Her finder du The Glass Factory

The Glass Factory ligger på det tidligere Boda Glasbruk midt i Boda, ca. 18 km vest for Nybro.

Kom tæt på glasfremstillingen

The Glass Factory har egen glashytte, hvor man kan opleve hele processen fra den glødende glasmasse kommer ud af ovnen, til det færdige produkt står på hylden. Glashytten drives af Design House Stockholm, men fremtidsudsigterne for stedet er usikre. Kontakt evt. The Glass Factory inden jeres besøg for at høre, om der er glasfremstilling.

The Glass Factory
Skiftende udstillinger: The Glass Factory viser desuden skiftende udstillinger inden for moderne formgivning og design i glas. Mon støvsugeren i glas kan vise nye veje ud af den krise, som de smålandske glasbrug befinder sig i ?... Værket "Dirty" er af Benjamin Slotterøy. Foto: sydsverige.dk


Historien bag The Glass Factory

The Glass Factory ligger på det gamle Boda glasbruk, der blev grundlagt i 1864 og lukkede omkring årtusindskiftet.

I 2009 købte Emmaboda kommune de omfattende glassamlinger fra Boda glasbruk, Kosta glasbruk og Åfors glasbruk og etablerede The Glass Factory i det tidligere fabriksmiljø på Boda glasbruk. Både samlingerne og bygningerne ejes af Emmaboda kommune, som også står for museets drift.

Relaterede artikler

- Glasrigets historie
- Trinnene i glasfremstilling
- Glastyper