Foto: Henrik Gustafsson, CC BY-SA 2.0
Vandrerute gennem smålandske skove og kulturlandskaber
Den ca. 55 km lange vandrerute John Bauer-leden er opkaldt efter den kendte svenske eventyrillustrator John Bauer (1882-1918), som hentede inspiration til sine motiver i de skovområder, ruten går igennem.John Bauers univers var fyldt med dybe sagnomspundne skove befolket af trolde, kæmper, prinsesser og dyr. Du kan se flere af hans værker på Jönköping Läns Museum.
Vandreruten John Bauerleden går fra Gränna i nord til IKHP-stugan (med P-plads) 4,7 km nord for Husqvarna. Vandreruten byder på et relativt kuperet terræn gennem et typisk smålandsk kultur- og skovlandskab med 3-4 søer undervejs på ruten og en del udsigtspunkter.
Store dele af vandreruten følger småveje gennem kulturlandskabet, men der er også lange strækninger gennem de troldeskove, hvor John Bauer hentede inspiration til sine billeder.
Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Øverste kort viser hele ruten, nederste kort viser et udsnit. Grønne ruteforløb viser hvor John Bauerleden følger naturstier mv. Orange ruteforløb viser hvor vandreruten følger skovveje, grusveje eller andre veje. Sort-hvide markeringer viser shelters. Oplysningerne om rutens forløb er leveret af den svenske myndighed Lantmäteriet, maj 2024.
Du kan ikke klikke eller zoome på de to kort ovenfor.
Køb vandreruten som GPX-fil til din mobiltelefon
I vores webshop kan du købe kortet over hele John Bauerleden med bl.a. shelters som en GPX-fil, du kan hente ned på din mobiltelefon. Vi sender GPX-filen i en mail og en vejledning til, hvordan du installerer en gratis app på din mobil, der kan vise GPX-filen med vandreruten og din egen position.Køb kort med visning af John Bauerleden
"Jönköping Sverigeserien - Topo50 - blad 31 dækker hele vandreruten. De tre shelters på ruten er dog ikke indtegnet på kortet. Målestok 1:50.000. Der kan være mindre afvigelser mellem ruten på kortet og den nyeste kortlægning, som fremgår af kortet herover.Indled turen ved Gränna eller Husqvarna
Du kan starte vandreturen ved IKHP-stugan i syd eller på Grännabjerget i Gränna i nord, hvorfra der er flot udsigt over Vättern. Strækningen mellem IKHP-stugan i syd og Grännabjerget er ca. 55 km.Hvis du indleder turen ved Gränna, kommer du efter ca. fire km igennem den idylliske Röttle med aner fra 1200-tallet. Herfra går du langs med Vättern og kommer bl.a. igennem Västanå Naturreservat inden vandreruten svinger ind i landet. Den første tredjedel af vandreruten (fra Gränna) går især gennem et åbent kulturlandskab, den øvrige del af ruten er overvejende skovrig med fyr, gran og blandet løvskov. Man følger især skovstier, skovveje og småveje.
Ankommer du med tog, kan du i stedet starte turen på Huskvarna station i syd. Så bliver den samlede vandrerute op til Gränna ca. 55 km. De 4,7 km fra Huskvarna station til IKHP-stugan følger Södra Vätterleden. Det er først fra IKHP-stugan til Gränna, at du følger John Bauerleden. Læs mere om ruten under Links.
Der er flere fine udsigtssteder på turen. Foto: Glenn Larsson
Drikkevand på ruten
Der er fire shelters undervejs, tre man kan overnatte i og et enkelt (markeret med orange på kortet), hvor der ikke er plads til at overnatte. Der findes ikke drikkevand ved shelterne. I det hele taget er det svært at skaffe rigeligt med drikkevand på ruten. En løsning er at undgå at vandre midt på sommeren, hvor man har brug for meget væske pga. varmen og kan have svært ved at finde vand i naturen. Forår og efterår er bedre: Man sveder mindre, og der er bedre mulighed for at finde vand i bække og åer. Bedst er at medbringe et vandrensningsfilter og tage vand fra søerne, som ligger i nærheden af vandreruten, se kortet herover.Se også: Sådan finder du godt drikkevand i naturen
Du kan også benytte dig af Allemandsretten og slå teltet op / overnatte i skoven, hvor du vil i nærheden af noget vand i nærheden af ruten.
Hulvestorp-shelteret. Foto: Glenn Larsson
Forslag til dagsetaper fra Huskvarna station
Dag 1
- Huskvarna station (bus, tog, 24-timers parkering) - IKHP-stugan (rasteplads, drikkevand, bad, WC, parkering): 4,7 km
- IKHP-stugan - Solgläntan (rasteplads) 5,2 km
- Solgläntan - Fjällstorp (shelter, rasteplads) 6,6 km
I alt: 16,5 km
Husk at fylde vand på dine drikkedunke ved IKHP-stugan, så du klarer dig til næste dag. Ved Fjällstorp er der ingen drikkevand. Hvis du medbringer telt, bør du overveje i stedet at overnatte ved Pukasjöns rasteplads. Der kan du tage vand fra søen, som er fint vand.
Dag 2
- Fjällstorp - Pukasjön (rasteplads) 2,6 km
- Pukasjön - Uvenstorp (shelter) 1,9 km
- Uvenstorp - Hulvestorp (shelter) 10,6 km
I alt: 15,1 km
Shelteret ved Uvenstorp har en skade på taget. Hvis det regner, kommer der vand ind i den ene side. Shelteret ved Hulvestorp ligger nær Hulvestorpagölen (lille sø). Her er vandet rigtig godt, men der er ingen afstikkere til søen.
Dag 3
- Hulvestorp - Reaby (bus) 13,9 km
- Reaby - Västanå (rasteplads) 4,2 km
- Västanå - Röttle by (parkering 1) 2,8 km
- Röttle by - Gränna, Södra Parken (bus) 3,0 km
- Gränna, Södra Parken - Grännaberget (parkering) 0,4 km
I alt: 24,3 km
Etappen er temmelig lang, men du kan alternativt starte/slutte vandringen ved Reaby, som har busholdeplads. Drikkevand får du lettest ved Bauerbyn i Bunn. Afstikkeren dertil er ca. 340 m retur.