Cykelruten langs Göta kanal

(Svensk: Göta kanal-leden)

Foto: Amplifyphoto / westsweden.com

Siden er publiceret / opdateret: 4. november 2024
Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 58.83629
Longitude : 13.98059
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS

Göta kanalen: 190 km vandvej med 58 sluser undervejs

Göta kanalen er en del af den 614 km lange vandvej fra Gøteborg på Sveriges vestkyst til den lille kystby Mem ved Østersøen.

Helt tilbage i den sene middelalder drømte skiftende magthavere om at udnytte de to store søer Vänern og Vättern og de mange naturlige elve og mindre søer til at skabe en sammenhængende vandvej tværs over Sydsverige.

Men det var først i begyndelsen af 1800-tallet, at det blev teknisk muligt at grave en række kanaler og anlægge avancerede slusesystemer, så vest og øst blev forbundet. Göta kanalen har 58 sluser, som sørger for at ændre vandniveauet i slusekamrene, så skibene bliver hævet eller sænket. Anlægsprojektet tog 22 år og blev udført af titusindvis af svenske soldater med hakker, spader, dynamit og trillebøre.

Göta Kanalen blev indviet i 1832, men allerede 25 år senere begyndte den at miste sin betydning. Sveriges første jernbaner blev anlagt i 1856, og dermed fik man en hurtigere og nemmere måde at transportere passagerer og gods mellem Vestsverige og Østsverige.

Når man i dag taler om Göta kanalen, menes den 190 km lange østlige del af vandvejen fra den store sø Vättern i Västra Götalands län til Mem ved Østersøen i Östergötlands län (se kortet herunder). De menneskeskabte kanaler på strækningen udgør dog "kun" 87 km. Resten af vandvejen er naturlige søer og elve.

Cykelruten ”Göta kanalleden” 210 km

Cykelruten ”Göta kanalleden” er en af Sveriges nationale cykelruter (nr. 7). Det er garanti for, at den har høj kvalitet og god trafiksikkerhed, og at der er et bredt udbud af overnatning, oplevelser og service undervejs.

Cykelruten langs Göta kanal

Cykelruten langs Göta kanal
Du kan ikke zoome ind på kortet, men købe det som GPX-fil i vores webshop. GPX-filen viser cykelruten, 11 shelters og to campingpladser nær cykelruten. Desuden er 20 hoteller, pensionater og vandrehjem markeret, men det er blot nogle af de mange overnatningsmuligheder langs cykelruten.


Cykelruten er opdelt i 7 etaper på mellem 16 og 61 km. Cykelrutens etape 1, 2, 5, 7 og dele af 6 følger de bilfrie stier langs kanalen (i alt 87 km), mens de øvrige etaper går ad mindre, asfalterede landeveje nord eller syd for de store søer undervejs. Derfor er cykelruten længere end vandvejens 190 km, nemlig 210 km.

Hele ruten er skiltet med rød-hvide skilte.

 Göta kanalleden GPX-fil

Køb cykelruten som GPX-fil til din mobiltelefon

I vores webshop kan du købe kortet over Göta kanal-leden som en GPX-fil, du kan hente ned på din mobiltelefon. Vi sender GPX-filen i en mail og en vejledning til, hvordan du installerer en gratis app på din mobil, der kan vise GPX-filen med cykelruten og din egen position.



Med cykelfærge

For at komme over søerne Vättern og Asplången, skal man tage den lokale cykelbåd. Det er en god idé at reservere plads på forhånd. Det er også muligt at tage en cykelbåd over søen Roxen for at forkorte turen mellem Berg og Norsholm. Læs mere under Links.

Planlæg selv din tur

På nettet kan du finde masser af tilbud om "pakkeløsninger", der omfatter cykelleje, overnatning, frokost mv. Men bedst og billigst er selv at tilrettelægge cykelturen. Så ved du, at afstanden mellem to overnatningssteder, som du booker, svarer til en strækning, du orker at cykle på en dag.

Sjötorp cykeludlejning
Man kan leje cykel i Sjötorp, hvor cykelruten begynder. Foto: Jonas Ingman / westsweden.com


Om etaperne


1. etape (19 km)
Cykelrutens første etape begynder i Sjötorp ved Vänern, hvor både samles for at blive sluset op i Göta kanal. Cykelruten følger den gamle ”træksti” langs kanalen, hvor heste og andre dyr trak bådene fremad. Undervejs passerer man småbyer som Norrkvarn og Hajstorp med stærk tilknytning til kanalen og dens historie. Etapen slutter i Töreboda, hvor Sveriges mindste færge bringer en over på den anden side af kanalen, hvor 2. etape begynder, en sejltur på under 30 sekunder.

2. etape (16 km)
Efter Töreboda går anden etape mod Tåtorp ved søen Viken. Også her følger man den tidligere ”træksti” langs kanalen.

3. etape (57 km)
I Tåtorp forlader man kanalen og cykler i stedet ad små landeveje til Karlsborg ved Vättern. Turen byder på landlig idyl og historiske steder som den smukke rundkirke i Beateberg og Forsvik med kanalens ældste sluse. Fra kanalhavnen i Karlsborg kan man i sommermånederne tage cyklen med på båden M/Y Modig, som bringer en til Motala på østsiden af Vättern.

Göta kanal
Foto: Åsa Dahlgren / westsweden.com


4. etape (18 km)
Fjerde etape fører fra Motala havn til Borensberg. På første del af etapen i udkanten af Motala passerer man de historiske kvarterer ”Motalaverkstad”, som blev grundlagt som serviceværksted til kanalbyggeriet, og som i dag anses for at være svensk industris vugge. Inden man kører ud ad Motala, passerer man Borenshults sluser med fem sammenhængende sluser, som er kanalens næststørste slusesystem. Herfra går turen ad landevejen mod Borensberg, hvorfra der er fin udsigt over søen ”Boren” mod syd.

5. etape (21 km)
Femte etape fra Borensberg til Bergs Slussar følger ”trækstien” langs kanalen hele vejen og er en ideel etape for børnefamilier. Fremme i Berg ligger Göta kanalens største slusetrappe med 15 sluser, hvor bådene løftes og sænkes i alt 29 meter.

6. etape (61 km)
Sjette etape giver bl.a. mulighed for at opleve storbyliv i Linköping.

7. etape (17 km)
Syvende og sidste etape af Göta kanalleden følger den gamle ”træksti” langs kanalen. Etapen, der ender i byen Mem ved Østersøen, er ligesom etape 1, 2, 5 og dele af 6 helt uden biltrafik og derfor ideel for børnefamilier.

Göta kanal
Foto: Monika Manowska / Westsweden.com


SE OGSÅ

Flere cykelruter i Sydsverige