Kanotur på Emån i Småland

(Svensk: Paddla kanot på Emån)

Kanotur på Emån i Småland

Dele af Emån er svær med mange løft og meget strømmende vand. Foto. Göran Assner, Smålands Turism AB

Siden er publiceret / opdateret: 16. januar 2024
Kort over sydsverige

Kanorute af varierende sværhedsgrad

Emån er en 220 km lang, smuk flod i det nordøstlige Småland og et af de største vandsystemer i det sydlige Sverige. Med bifloder er hele flodsystemet omkring 800 km langt.

Floden - eller åen - byder på såvel rolige, naturskønne strækninger, der egner sig fint til en familietur, som vilde fosser, der kræver erfaring og lokalkendskab for at blive passeret i kano.

Emån er ufremkommelig, når vandstanden er lav, fx i tørkeperioder midt på sommeren. Kanoruten på Emån ændrer sig løbende, derfor er det altid en god idé at kontakte en af de lokale kanoudlejere for at høre, om vandstanden er ok til kanoer, om der er sket ændringer med antal løft på strækningen, osv. Find kanoudlejer i området længere nede på siden under "Leje af kano".

Emåns udspring og løb

Floden har sit udspring i Storesjön (286 meter over havet) oppe i det smålandske højland i Nässjö kommune. Herfra løber Emån nord om Bodafors og videre østpå gennem Vetlanda og Kvillsfors, Järnforsen, Mörlunda, Högsby for at løbe ud i Kalmarsund ca. 40 km nord for Kalmar.


Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Kortet viser ruten fra Värne til udløbet i havet. Klik på symbolerne på kortet for mere info. Du kan også zoome ind / ud på kortet og klikke øverst til venstre for at skifte til satellit-visning.



Fra Värne til havet – 178 km

Den klassiske kanorute på Emån begynder i den største biflod Solgenån. Efter ca. 18 km (ved Holsbybrunn) mødes Solgenån med Emån, som man fortsætter ad. (Se kortet herunder). Fra Värne kan man vælge en let tur på en, to eller tre dage eller satse på at tilbagelægge alle 178 km ud til havet. Det er en kanotur på ca. 10 dage, og man skal igennem en del vilde fosser på den sidste tredjedel af Emån. Man kan naturligvis også indlede turen midt på Emån og padle kortere eller længere ture.

Køb kort over kanoruten

Tre Topo50-kort i målestok 1:50.000 dækker hele den 178 km lange kanorute fra Värne til Østersøen. Kortene er meget detaljerede og gode at have med på turen. Vetlanda Sverigeserien - Topo50 - blad 24 i målestok 1:50.000 dækker strækningen fra Värne til øst for Ädelfors. Næste kort hedder Hultsfred Sverigeserien - Topo50 - blad 25 og dækker den mellemste del af kanoruten fra omkring Ädelsfors til og med Högsby. På den østligste del af ruten skal du bruge Oskarshamn Sverigeserien - Topo50 - blad 19 som dækker ruten fra og med Högsby og ud til havet. Du kan købe kortene i vores webshop.

Vetlanda Sverigeserien - Topo50 - blad 24. Målestok 1:50.000
Vetlanda
Sverigeserien
Topo 50 - blad 24
Hultsfred Sverigeserien - Topo50 - blad 25. Målestok 1:50.000
Hultsfred
Sverigeserien
Topo 50 - blad 25
Oskarshamn Sverigeserien - Topo50 - blad 19. Målestok 1:50.000
Oskarshamn
Sverigeserien
Topo 50 - blad 19


Ruteforslag

Rutens længde står i parentes. Med løft menes, at kanoen skal bæres eller trilles på en kanovogn (lille vogn med to hjul, man har med i kanoen) for at komme forbi dæmninger eller strækninger med større fald. Løftene kan være fra få hundrede meter til flere kilometer.

Afstand fra Värne i km
Värne 0
Klintedammen 6
Brunnshulta-dammen 9
Holsbybrunn 18
Ädelfors 29
Tälläng 35
Kvillsfors 42
Järnforsen 52
Stensryd 65
Gårdveda 72
Målilla 76
Emmenäs 78
Rosenfors 80
Ryningsnäs 101
Blankan 111
Högsby 122
Åsebo 131
Fliseryd 147
Karlshammar 165
Påskallavik 178

Med start i Värne
Vælg mellem flere ruter af varierende sværhedsgrad:
1. Värne - Klintedammen (6 km):
Eftermiddagstur – ingen løft.
2. Värne - Brunnshultadammen (9 km):
Endagstur med et løft undervejs ved Klintedammen.
3. Värne – Holsbybrunn (18 km):
Todagstur med overnatning og ca. fire løft undervejs.
4. Värne – Ädelsfors (29 km):
Todagstur med overnatning på teltplads ved Brunnshultadammen. Seks løft undervejs.
5. Värne – Kvillsfors (42 km):
2-3 dagstur med overnatning ved Brunnshultadammen og i Ädelfors. 6-8 løft undervejs.
6. Värne – Järnforsen (52 km):
Forholdsvis krævende 3-4 dagstur med overnatning og ni løft undervejs.

Med start i Brunnshultadammen
Brunnshultadammen - Holsbybrunn (9 km):
Let endagstur med to løft.

Med start i Ädelfors
Ädelfors - Kvillsfors (13 km):
Let endagstur uden løft.

Med start i Kvillsfors
Kvillsfors – Järnforsen (10 km):
Let endagstur uden løft.

Med start i Järnforsen
1. Järnforsen – Målilla (24 km):
Let endagstur uden løft.
2. Järnforsen - Emmenäs (26 km):
Let endagstur uden løft.

Med start i Gårdveda
Gårdveda - Ryningsnäs (29 km):
Let todagstur med et løft.

Med start i Rosenfors
Rosenfors - Högsby (42 km):
Forholdsvis krævende todagstur med to løft.

Med start i Ryningsnäs
Ryningsnäs - Fliseryd (46 km):
Forholdsvis krævende tredagstur med syv løft.

Med start i Åsebo
1. Åsebo - Fliseryd (16 km): Forholdsvis krævende endagstur med tre løft.
2. Åsebo - Påskallavik (47 km):
Svær tredagstur med syv løft.

Overnatning undervejs

Undervejs på ruten er der lejrpladser med shelters. Man kan også telte frit i naturen, læs mere om Allemandsretten.

Emån er blandt Europas bedste fiskevande

Emån er - ifølge de lokale turistkontorer - et af Europas reneste og bedste fiskevande. Hele det 800 km lange flodsystem omfatter også 950 søer. Samlet set lever der 32 fiskearter i floden og søerne, flere af dem er sjældne, heriblandt mallen.

Mallen er en særpræget fisk, som kan blive helt op til fem meter lang og veje 140 kg. Der har altid levet maller (europæiske maller) i Emån. Fisken er sky, men man kan være heldig at se den på sin kanotur. Den er fredet, så hvis du fisker og får en malle på krogen, skal den genudsættes.

Relaterede artikler

- Kanosæsonen i Sydsverige
- Leje af kano og ekstraudstyr
- Transport af kanoen
- Udrustning til kanoturen
- Hvor langt kan man padle på en dag?