120 km kanorute fra Småland helt ud til Kattegat
Fra den store sø Bolmen på grænsen mellem Halland og Småland kan I padle ca. 120 km ad kanoruten Lagaleden gennem det sydvestlige Småland og Halland helt ud til Kattegat. Ruten følger de to åer Bolmån og Lagen og en række store og små søer undervejs. Begynd og afslut turen hvor I vil, for de fleste udlejere tilbyder - mod betaling - at køre kanoen ud til startstedet og hente den igen, der hvor I afslutter turen. Fordelen ved Lagaleden er, at der er vand i åen året rundt i modsætning til mange mindre åer, som er meget lavvandede om sommeren.Sværhedsgrad
Kanoruten veksler mellem let søpadling og padling på åerne Bolmån og Lagan med indimellem strømfyldt vand. Hele strækningen mellem Bolmen og Kattegat har ca. 16 løft, de fleste ved vandkraftværker på ruten. Løftene varierer fra ca. 100 meter til flere km, så medbring en kanovogn til overbæringerne. Den samlede faldhøjde mellem Bolmen og havet er 140 meter.Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Lagaleden. Ruten på kortet er 120 km. Røde markeringer er de ca. 16 steder, hvor kanoen skal på land / løftes for at komme forbi strømfald og vandkraftdæmninger. Grønne markeringer viser den nogenlunde placering af 14 af de 18 lejrpladser på ruten. Zoom ind på kortet.
Køb kort over kanoruten Lagaleden
To terrænkort i målestok 1:50.000 dækker næsten hele den 120 km lange rute fra Bolmen til Kattegat. Kortene er meget detaljerede og gode at have med på turen, dog viser de ikke lejrpladserne.Bolmen Sverigeserien - Topo50 - blad 15 dækker strækningen fra søen Bolmen ned til Strömnäsbruk. Næste kort er Hässleholm Sverigeserien - Topo50 - blad 5, der dækker strækningen syd for Strömnäsbruk. Kortene dækker dog ikke rutens sidste ca. 20 km, inden man når frem til havet: Karsefors - Laholm - Kattegat. Du kan købe kortene i vores webshop.
Ruteforslag
I vælger naturligvis selv, hvor I vil indlede og slutte turen. En to-dagstur kan begynde i søen Bolmen og følge Bolmån og siden Lagan ned til Traryd. En tur på mindst 40 km afhængigt af, hvor I Bolmen I starter. Undervejs kommer man gennem de større søer Kösen og Exen. Der er ca. fem løft undervejs på ruten.En længere tur kan slutte i Markaryd (knap 60 km fra Bolmen) eller I kan padle hele vejen ud til Kattegat. Udlejeren kan hjælpe med kort over lejrpladserne.
Kanolejrpladser
Langs med Lagaleden findes omkring 18 lejrpladser, hvor I kan campere og overnatte. I skal benytte en såkaldt kanocheck til at betale for overnatningen på hver lejrplads, hvor der som regel er teltplads, shelter, grillsted, toiletter, skraldespande og nogle steder drikkevand. Prisen for at overnatte er 40 SEK pr. person pr. nat. Køb checkene hos udlejeren i området.Her kan du leje kano
Vallsnäs Camping ved søen Unnen og nær søen Bolmen hvor ruten begynder. Vallsnäs Camping har ca. 20 alu-kanoer og er den største udlejer i Hylte kommune.Smallland Canoes ved søen Lokasjön i udkanten af Markaryd. Også denne udlejer tilbyder kanotransport mod betaling.