Fire km sandstrand ved Halmstad
Tylösands Strand, ca. otte km vest for Halmstad, er en af Sveriges mest populære badestrande. Stranden er omkring fire km lang og afgrænset mod syd af en klippepynt. Bag stranden breder klitterne og de mange ferieboliger sig.Tylösands strand har Blå Flag, der er en garanti for høj vandkvalitet, gode faciliteter og høj sikkerhed. Her er bl.a. livreddere, omklædningsrum, handicaptoiletter, ramper ned til vandet for gangbesværede samt mange caféer langs stranden og gode parkeringsforhold for bl.a. busser.
Strande for enhver
Prøv også de andre strande i omegnen af Halmstad:- I Ringenäs - den nordlige del af Tylösandstranden - her ligger en Blå Flag strand med færre mennesker end stranden i Tylösand og her kan man komme tættere på stranden i bil.
- Östra Stranden lige syd for Halmstad er en børnevenlig strand med lavt vand. Den sydlige del af stranden ved Fylleåns munding er naturreservat og kendt som naturist-strand.
- Længere sydpå ligger flere strande ved Gullbranna, Påarp og Laxvik. Her er sand og klipper for hele familien.
Læs mere om Halmstads badestrande, se Links.