Herregårds- og industrimiljø
Huseby Bruk er en af de større seværdigheder i det sydlige Småland. Det er et levende museum, som omfatter en hel by med Smålands ældste jernværk. Desuden rummer Huseby Bruk bl.a. savværk, kornmølle, smedje, vandkraftværk, landhandel og en herregård.Herregården
Den store herregårdsbygning fra 1844, slotsparken og haven vidner om, at Huseby Bruk tidligere var et gods. I hovedbygningen, som er et eksempel på Nyklassicisme, kan man på guidede ture se samlinger af kunst, møbler, m.m. Godset råder over godt 2.100 hektar jord, hvoraf de 1.500 hektar er skov.Skandalen på Huseby
Se dokumentaren "Skandalen på Huseby" på Svensk tv svtplay.se. En dokumentar om Husebys sidste ejer, den ugifte og barnløse Florence Stephens, som blev snydt, så hun døde som en fattig kvinde.Jernværk gennem 300 år
Huseby Bruk blev anlagt i 1620'erne for bl.a. at forsyne flåden med kanoner og kugler. På dette sted fandtes det, man skulle bruge: vandkraft fra Helige Å (Mörrumsån), skov til at producere trækul og sømalm fra de nærliggende søer Åsnen og Salen. I en højovn blev sømalmen omdannet til jern. Gennem 300 år har Huseby Bruk forsynet Sydsverige med jernprodukter - fra kanoner til cykler og maskiner.Huseby Bruk havde sin storhedstid i anden halvdel af 1800-tallet, hvor industrialiseringen blomstrede i Sverige. Jernbruget lukkede i 1930, og kornmøllen var i drift frem til 1950'erne. I 1979 blev ejendommen overdraget til den svenske stat.