Syv naturreservater og et kulturreservat
Cykelruten "I Linnés Hembygd" nord for Älmhult er en dejlig cykelrute ad småveje, skovveje og grusstier ved den store sø Möcklen i Småland. Ruten passerer forbi syv naturreservater og kulturreservatet Linnés Råshult.På kortet herunder er turen i alt 32 km. Den 10 km lange strækning mellem Älmhult i syd og Råshult er skiltet og går under navnet "Råshultsrundan". Cykelruten fra Råshult (rød markering på kortet) og rundt i området er den egentlige cykelrute "I Linnés Hembygd". Den er i alt ca. 22 km lang og ikke skiltet.
Om cykelruten
Indled cykelturen ved stationen i Älmhult og følg stien nordpå. Syd for Råshult passerer man det første naturreservat - Stenbrohults Naturreservat - som er kendt for sin varierede løvskov og rige fugleliv. Eneste minus ved stedet er jernbanen fra Älmhult, som løber lige gennem området. Fortsæt videre frem til Kulturreservatet Linnés Råshult, hvor man kan opleve 1700-tals urte- og kålhaver, marker og overdrev, museum og café.Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Grønne markeringer viser naturreservater på eller nær cykelruten. Rød markering viser Kulturreservatet Linnés Råshult. Du kan zoome ind / ud på kortet og klikke øverst til venstre for at skifte til satellit-visning.
Fra Råshult kan cykelturen gå østpå, først ad den smukke bro over Såganässjön, og siden ad småveje videre op til den lille by Diö. Forude fra Diö venter flere naturreservater: Først Östra Tångarne Naturreservat med blandingsskov, græsmarker, strandenge og nærheden til Möcklen. Naturreservatet er et af de vigtigste yngleområder i Sverige for Lille fluesnapper.
Fortsæt turen nordpå op til Höö Naturreservat på øen Höö med dens gamle bondelandskaber. Når man kommer over den lille bro til Höö, passerer man en lille P-plads på venstre hånd. Fortsæt ad grusvejen op til T-krydset og drej til venstre. Efter få hundrede meter ser man en låge på højre hånd, der fører ind i et kuperet landskab med stier.
Foto: © sydsverige.dk
Foto: © sydsverige.dk
Nu kan cykelturen fortsætte sydover mod Stenbrohult og videre frem til Taxås Naturreservat, som byder på løvskov og en høj klint med udsigt over Möcklen foruden fine naturstier. Store sten og klippestykker ved kysten er rester fra den stenbrydning efter sort granit / diabas, der fandt sted her i 1800-tallet.
Fortsæt ad vejen sydover mod Möckelsnäs Herrgård, der er omdannet til hotel, og videre frem gennem skoven og Kronan Naturreservat til vejen ender ved en vendeplads. Herfra kan man gå gennem skoven ned til odden (jf. allemandsretten) med udsigt over søen.
Overnatning i nærheden
Naturcamping og kanolejrplads ved Såganässjön
Ved Såganässjön findes en fin lejrplads til vandrere, kanosejlere og cyklister med eget telt. Pladsen benyttes især af de mange kanofolk, som padler på Helge å mellem Virestadssjön og Möcklen. Se orange telt-symbol på kortet herover.
Möckelsnäs Herrgård
Herrgården, se orange hus-symbol på kortet herover, tilbyder herregårdsophold, restaurant og søudsigt.