Höglandsleden i Småland

Siden er publiceret / opdateret: 14. maj 2024
Kort over sydsverige
Höglandsleden
Udsigt fra Valbacken mod Ingatorp i Eksjö kommune (orange strækning på kortet herunder). Foto: Glenn Larsson


Vandring gennem det smålandske højland

Den ca. 430 km lange vandrerute Höglandsleden strækker sig fra omkring Hestra i vest til Mariannelund på grænsen til det østlige Småland. Undervejs danner ruten en kæmpe cirkel rundt om Vetlanda.

Höglandsleden går gennem det smålandske højland og de fem kommuner Aneby, Eksjö, Nässjö, Sävsjö og Vetlanda, et landskab beliggende 200-300 meter over havet. Undervejs passerer du flere højdedrag op til 377 meter over havet. Det er især de store skove med søer, der dominerer vandreruten. Men ruten går også forbi åbne landskaber, enge og moser. Det er ikke vildmark, men kulturlandskab med oldtidsminder, gamle gårde og små byer.

Vandreruten Höglandsleden

Vandreruten Höglandsleden

Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Øverste kort viser hele ruten, nederste kort viser et udsnit. Grønne ruteforløb viser hvor Höglandsleden følger naturstier mv. Orange ruteforløb viser hvor vandreruten følger skovveje, grusveje eller andre veje. Sort-hvide markeringer viser shelters. Du kan ikke klikke eller zoome på de to kort ovenfor. Oplysningerne om rutens forløb og shelters er bl.a. leveret af den svenske myndighed Lantmäteriet, maj 2024.

Lodrette streger viser, hvilke områder de tre Topo50-kort (se herunder) dækker: Kort 24 dækker området mellem de to vandrette streger. Kort 23 dækker området til venstre for kort 24 og kort 25 dækker området til højre for kort 24.



Höglandsleden er indimellem en krævende rute i et ofte kuperet terræn. På grund af de mange elge i området bør du passe på, hvis du benytter vandreruten under elgjagten efterår og vinter.

Höglandsleden GPX-fil

Køb vandreruten som GPX-fil til din mobiltelefon

I vores webshop kan du købe kortet over hele Höglandsleden med shelters som en GPX-fil, du kan hente ned på din mobiltelefon. Vi sender GPX-filen i en mail og en vejledning til, hvordan du installerer en gratis app på din mobil, der kan vise GPX-filen med vandreruten og din egen position.



Kort over Höglandsleden

Tre Topo50-kort i målestok 1:50.000 dækker næsten hele den ca. 430 km lange vandrerute. Kortene er meget detaljerede og gode at have med på turen.

Värnamo Sverigeserien - Topo50 - blad 23 i målestok 1:50.000 dækker vandrerutens vestlige del bortset fra den allerførste del fra starten i Käringabacka til kort før Skillingaryd. Vetlanda Sverigeserien - Topo50 - blad 24 dækker den centrale del af ruten, dvs. den nordlige, vestlige og sydlige del af "cirklen" som fremgår af kortet herover. Hultsfred Sverigeserien - Topo50 - blad 25 dækker den østlige del af vandreruten, dvs. den østlige del af "cirklen" og ruten ud til Mariannelund, som fremgår af kortet herover. Du kan købe kortene i vores webshop.

Oskarshamn Sverigeserien - Topo50 - blad 23. Målestok 1:50.000
Värnamo
Sverigeserien
Topo 50 - blad 23
Vetlanda Sverigeserien - Topo50 - blad 24. Målestok 1:50.000
Vetlanda
Sverigeserien
Topo 50 - blad 24
Hultsfred Sverigeserien - Topo50 - blad 25. Målestok 1:50.000
Hultsfred
Sverigeserien
Topo 50 - blad 25


En del af Smålandsleden

Höglandsleden er en del af den 900 km lange vandrerute Smålandsleden, som er en samlebetegnelse for alle vandreruterne i Jönköpings Län. Se under "Links" for at finde oversigtskort over Höglandsleden og resten af Smålandsleden.

På vandrertur i Småland, Sverige. Höglandsleden byder på krævende vandring
Foto: Hans Runesson


Rutebeskrivelse

Det er umuligt at lave en kortfattet beskrivelse af den 430 km lange vandrerute Höglandsleden. Herunder findes en gennemgang af enkelte seværdigheder, som ruten passerer. Desuden en liste over lidt større byer undervejs, som kan benyttes som udgangspunkt, hvis du kun vil vandre på dele af ruten.

Höglandsleden
Smuk fyrreskov nær Eksjö. Foto: Glenn Larsson


Käringabacka - Skillingaryd - Vikskvarn: 106 km

Höglandsleden begynder i vest ved Käringabacka øst for Isaberg Naturreservat i udkanten af Hestra, hvor også Gislavedsleden begynder / ender.

Fra Käringabacka slynger Höglandsleden sig via Skillingaryd (ved E4) østover til Byarum, ca. fem km nord for Vaggeryd. Undervejs ved byen Hok er der en sløjfe på ruten, hvor du kan vælge omvejen nord om Hok eller den mere direkte vej mod Byarum. Et stykke efter Hok passerer du Sydsveriges højeste punkt Tomtabacken, 377 meter over havet. I Byarum går ruten forbi den lokale hjemstavnsgård, hvor der om sommeren er café.

Fra Byarum forsætter ruten forbi Hooks Herrgård fra 1700-tallet til Vikskvarn (som blot er et stednavn, men ingen by). Herfra deler Höglandsleden sig i to grene, som går hver sin vej i en stor cirkel rundt om Vetlanda. Man finder Vikskvarn ca. otte km nordvest for Bodafors mellem Nässjö og Sävsjö.

Afstande
- Start i Käringabacka ved Mellansjön: Der findes et shelter ved Mellansjön.
- Mellansjön - Grönelund (40 km). Ved Kyllesjön 20 km fra etapestart findes shelters, du kan booke på kyllesjoskog.se.
- Grönelund/Skillingaryd - Byarum (16 km). Shelter ved etapestart i Grönelund.
- Byarum - Hok (18 km).
- Hok - Vikskvarn (32 km). To shelters undervejs og et i Vikskvarn.

Höglandsleden ved Hok

Höglandsleden øst / sydøst for Hok byder på smukke strækninger ad naturstier gennem skoven og op til flere højdedrag med smukke udsigter. Hvis du vil opleve lidt af Höglandsleden, og ikke overnatte ude på ruten, kan du fx overnatte på Hoks naturcamping og lave dagsture derfra. Höglandsleden passerer forbi ca. 600 meter fra campingpladsen.

Höglandsleden
Foto: Glenn Larsson


Vikskvarn - Eksjö - Ingatorp - Mariannelund: 111 km

Hvis du i Vikskvarn fortsætter ad ruten østover mod Eksjö passerer du efter 7-8 km Huluberget, 363 m.o.h. Videre på ruten ligger Torsa Stenar, som er en spændende gravplads fra ældre jernalder. Ca. 25 km fra Vikskvarn kommer du til byen Lövhult.

I Lövhult fortsætter du til Eksjö med de gamle, smukke træhuse fra 1500-1800-tallet. I byen ligger et par hyggelige vandrehjem. 10 km øst for Eksjö deler vandreruten sig i to grene. Den ene går nordpå og løber efter 8-9 km sammen med vandreruten Anebyleden. Den anden rute fortsætter østpå, og den skal du følge for at blive på Höglandsleden. Du bør dog lige vandre to km op ad den nordlige rute. Her ligger Skurugata og Skuruhatt, et naturreservat med bl.a. en 800 meter lang, spændende kløft gennem landskabet. Gå tilbage til der, hvor ruten delte sig og fortsæt østpå. Ca. 500 meter videre frem passerer du den stejle klippeside "Klinten" på rutens venstre side og søen Försjön på den højre.

En del længere fremme kommer du til højdedraget Valbacken, 278 m.o.h. lige nord for Ingatorp. Fra toppen er der flot udsigt over byen og landskabet.

Fra Toppen af Valbacken går en gren af Höglandsleden østover. Den ender i Spilhammar i udkanten af Mariannelund ved grænsen til det østlige Småland (Kalmar Län), hvorfra du kan fortsætte din vandring ad Sevedeleden.

Fra Ingatorp, 18 km fra Mariannelund, kan du også vælge at fortsætte Höglandsleden sydover mod Asa ad den rute, der går i en kæmpe cirkel rundt om Vetlanda.

Höglandsleden
Silverån i Eksjö kommune. Foto: Glenn Larsson


Ingatorp - Ädelfors - Lindshammar: 124 km

44 fra Ingatorp ligger byen Ädelfors. Fire km nordøst for byen passerer du de gamle guldmineskakter Ädelfors guldgruva. Længere fremme kan du gøre et stop ved Guldvaskningen i Ädelfors, inden du kommer til selve byen, hvor du bl.a. kan besøge Mineral- og Minemuseet i Ädelfors. Fra Ädelfors fortsætter du din vandretur sydpå ned til den lille by Skönberga, hvorefter du går langs Skirösjön. Landskabet er smukt med oldtidsminder, herregårdsmiljø og smukke udsigter.

Höglandsleden fortsætter sydover mod grænsen til det sydlige Småland (Kronobergs Län), hvor den svinger vestpå. Du passerer naturreservatet Store Fly med et rigt fugleliv. På et tidspunkt skifter ruten navn til Trollebo-Asaleden, men det skal du ikke lade sig forvirre af. Du befinder dig stadig på Höglandsleden.

Ved Lindshammer går ruten lige et smut ind i det sydlige Småland (Kronobergs Län), inden den atter går retur til det nordlige Småland (Jönköping Län).

Lindshammar - Ramkvilla - Asa - Sävsjö - Vikskvarn: 77 km

Næste by på ruten er Ramkvilla i det nordlige Småland. Herfra går du mod sydvest til Asa, tilbage i det sydlige Småland. I Asa ligger et fint vandrehjem naturskønt ved Asasjön.

Se vores detaljerede beskrivelse af den dejlige rute Ramkvilla - Sävsjö (56 km)

Höglandsleden
Foto: Glenn Larsson


Fra Asa løber ruten næsten stik nord til Savsjö og videre op til Vikskvarn.

Undervejs passerer du Eksjöhovgårds Slotsruin (Eksjöhovgårds Slottsruin), som ligger naturskønt på en ø ude i Eksjöhovsgårdssjön. Bygningen er opført i midten af 1600-tallet, men det blev aldrig færdigbygget. Siden 1700-tallet har stedet fået lov at forfalde. I dag fører en træbro over til øen.

Markering af Höglandsleden

Ruten er markeret med orange mærker på pæle og træer.

Overnatning

Mange steder langs ruten er der shelter til overnatning. Du kan også benytte dig af Allemandsretten og campere i skov eller på mark langs vandreruten.

Toiletter

Normalt har shelterpladser toilet, hvis ikke, så benyt skoven, men hold rigtigt god afstand til selve vandreruten, shelters, lejrpladser og søer. Toiletpapir formulder efter 2-4 måneder, når det er gravet ned i skovbunden. Det kan være en god idé at medbringe en lille plastskovl og naturligvis håndsprit.

Pakkeliste

Sådan pakker du en let rygsæk til vandreturen