Smuk natur omkring slottet
Snogeholms Slot omkring 15 km nord for Ystad er omgivet af det smukke 800 hektar store naturområde ”Snogeholm” med skove, søer, marker og et varieret dyreliv, bl.a. kronhjort, rådyr, elg, ræv, vildsvin og grævling. Også fuglelivet er rigt, især på grund af de mange trækfugle, som forår og efterår hviler ud i området.Oplev naturen fra et af fugletårnene i området eller tag på travetur gennem naturområdet, der har 10 forskellige vandrestier fra 1,6 km til 16,5 km. Det er tilladt at køre i bil på en del af de små skovveje, men ellers indbyder området mere til gå- og vandreture. Vandreruten fra nord til syd og Vandreruten Österlenleden, som begge er dele af Skåneleden, mødes her.
Snogeholms Slot er beliggende på en lille odde ved Snogeholmssjön, som er en fin fiskesø med mange arter. Hvis du vil fiske fra båd, kræves fiskekort, hvorimod fiskeri fra søbredden er gratis.
Slottet er under renovering
Slottet er lukket pga. renovering og forventes at åbne igen i løbet af 2024.Slottets historie
Det nuværende slot er opført i 1870'erne i fransk barokstil, også kaldet nybarok, se Historicisme. Blandt slottets berømte gæster er den tyske kejser Wilhelm II, som i1899 lagde vejen forbi slottet og boede her under en udbytterig jagt.Som så mange andre af de skånske slotte og godser har også Snogeholms Slot danske aner. I middelalderen lå borgen Heireholm på en lille ø i Snogeholmsjön. I 1500-tallet blev borgen nedlagt, og ejeren, den danske adelsslægt familien Brahe, opførte i stedet Snogeholms Slot inde på fastlandet. I 1795 blev Snogeholms Slot overtaget af greve Carl Gustav Piper.