Rekonstrueret borg med jernalderlandsby
Eketorps Borg er beliggende i Store Alvaret i det sydlige Øland og omkranser en oldtidslandsby med rekonstruerede huse fra jernalder og middelalder. Får, grise og høns af gamle landracer går i højsæsonen frit omkring ved borgen. Selve ringborgen er en rekonstruktion af en borg, der engang lå på dette sted.19 jernalderborge på Øland
Øland er nok det sted i Sverige, hvor der lå flest borge i jernalderen. I alt har man på Øland fundet rester af 19 jernalderborge. I jernalderen var øen rig, og befolkningstallet var forholdsvis højt.Foto: Kalmar Läns Museum
Foto: Kalmar Läns Museum
Tiderne var urolige i 300-tallet e.v.t. da borgen blev opført, og her kunne egnens beboere søge beskyttelse. I det flade landskab var der kun få muligheder for at skjule sig for fjender, og derfor blev der opført ringborge på strategiske steder på Øland.
Arrangementer i højsæsonen
I højsæsonen kan man få en guidet rundvisning, hvor man hører (på svensk) om udgravningerne, borgens historie og hvordan Eketorp så ud, da den var beboet. Hvis man fravælger rundvisningen og i stedet går rundt på egen hånd, kan udbyttet af besøget være lidt begrænset. Borgens personale iklædt forhistoriske klædedragter er placeret rundt omkring, hvor de sysler med brødbagning (med mel fra Ica !), strikning, og andre håndværk, og man kan prøve at skyde lidt med bue og pil, men ellers sker der ikke så meget. I højsæsonen er der dog særlige temadage med mange aktiviteter, og man bør nok lægge sit besøg på en af de dage, hvis man vil have fuldt udbytte af besøget. Læs mere om temadage på borgens eget website, se under Links.SE OGSÅ
Flere oplevelser på ØlandFlere billeder
Eketorps Borg - FotogalleriMuseum
Borgens museum inden for ringmuren viser nogle af de ca. 26.000 genstande, der blev fundet ved udgravningen i 1964-1974. Desuden vises modeller af borgen fra forskellige perioder. Museet har også en udstilling om Ølands fortidsborge.Foto: © sydsverige.dk
Eketorps Borg - udgravet og genopført
I perioden 1964-1974 blev resterne af jernalderborgen Eketorp udgravet af arkæologer. Udgravningerne viste, at den oprindelige borg var i brug fra år 300 til år 1240.I årene 300-400 fungerede borgen som tilflugtssted for områdets befolkning. Sent i jernalderen (år 400-700) blev der etableret en permanent bosætning i borgen med beboelseshuse og stalde. Borgens område blev udbygget og forsynet med porte, og inden for fandtes 13 gårde. Borgen blev opgivet engang i 700-tallet.
Foto: © sydsverige.dk
300 år senere blev der opført en ny borg på ruinerne af den gamle. Borgen blev forsynet med en ydre ringmur og var ca. 120 meter i diameter. Inden for boede en befolkning, som levede af handel og håndværk. Denne borg var i brug i den tidlige middelalder indtil ca. 1240.
Da udgravningerne stoppede i 1974, begyndte man at opføre den nuværende, rekonstruerede borg med ringmur, port, beboelseshuse, stalde og forrådskamre. Borgens ringmur er 80 meter i diameter og opbygget af tusindvis af kalksten. Genopbygningen tog 10 år.