Kanoruten Värendsleden - fra Asa til Växjö

(Svensk: Värendsleden - kanotled i södra Småland)

Siden er publiceret / opdateret: 16. januar 2024
Kort over sydsverige
Kanoferie på Värendsleden
Foto: © sydsverige.dk


Fra Asa til Växjö - 33 km af den 120 km lange kanorute

Kanoruten Värendsleden strækker sig gennem hele det sydlige Småland (Kronobergs Län) i nord-sydlig retning og går bl.a. gennem de store søer Helgasjön og Asasjön nord for Växjö.

Hele ruten fra Asasjön i nord til byen Ryd i syd er 120 km lang, men herunder beskrives kun den nordlige rute mellem Asasjön og Växjö. Ruten lige syd for Växjö følger Helige å, og på den strækning findes en del fosser, hvor mange uheldige kanopadlere har fået ødelagt deres kano eller er kæntret og har mistet udstyr, så den strækning kan ikke anbefales.

Udforsk i stedet søerne Helgasjön, Skavenäsasjön og Asasjön (se kortet herunder), en tur på ca. 33 km.


Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Klik på symbolerne på kortet for mere info. Du kan også zoome ind / ud på kortet og klikke øverst til venstre for at skifte til satellit-visning.



Växjö Sverigeserien - Topo50 - blad 17. Målestok 1:50.000
Växjö
Sverigeserien
Topo 50 - blad 17

Køb kort over Värendsleden

Terrænkortet Växjö Sverigeserien - Topo50 - blad 17 i målestok 1:50.000 dækker hele strækningen mellem Asa / Asasjön i nord og Växjö i syd, bortset fra den aller nordligste del af Asasjön med byen Asa. Desuden dækker kortet næsten resten af den ca. 120 km lange kanorute ned til omkring Tingsryd, dvs. den sydligste del af den 120 km lange rute er ikke med på kortet. Men hvis du kun skal padle de ca. 33 km beskrevet her på siden, er du dækket godt ind (som sagt bortset fra byen Asa i nord). Kortet er meget detaljeret og godt at have med på turen. Du kan købe kortet i vores webshop.

Strækning 1: Asa - Åby (18 km)

Strækningen fra Asa i den nordlige del af Asasjön til Åby byder på let kanopadling uden løft. Ruten følger de langstrakte og smalle søer Asasjön og Skavenäsasjön med skov på begge sider.

Åby er kendt for sin smukke gamle sluse, og her skal kanoen løftes / trilles ca. 100 meter på kanovogn mellem Skavenäsasjön og Helgasjön.

Strækning 2: Åby - Evedal ved Växjö (15 km)

Fra Åby fortsætter man sydpå, så man sejler i læ mellem Helgö og Hissö. Fortsæt ned til den gamle Kronobergs Slotsruin fra 1400-tallet. Afslut evt. turen i friluftsområdet Evedal (GPS 56.9227, 14.8195 (WGS84: Decimal)) og Evedals Camping nord for Växjö. Her er strandpark, bådehavn og P-pladser.

Lejrplads på Värendsleden
Langs ruten findes gode kanolejrpladser, hvor man kan tænde bål og overnatte. Foto: © sydsverige.dk


Kanoudlejere i den sydlige del af Värendsleden omkring Åsnen

Urshult Camping
Getnö Gård - kanosafari på søen Åsnen på egen hånd

Gode overnatningspladser

Langs ruten findes kanolejrpladser, hvor I kan overnatte i eget telt eller shelter. Lejrpladserne har pladser til telte, et bålsted, primitivt toilet og skraldespand. Nogle lejrpladser har shelter og drikkevand, andre har ikke. Overnatning på lejrpladserne langs Värendsleden er som udgangspunkt gratis i modsætning til lejrpladserne nede ved Åsnen, hvor man skal købe en såkaldt kanocheck på en af de lokale campingpladser for at benytte lejrpladserne.