Højfjeld med smukke udsigter
Frihed. Den følelse rammer én, når man har lagt Kebnekaise Fjällstation bag sig og snart må sige farvel til det sidste internet- og mobilsignal fra Telia.Fra Kebnekaise Fjällstation går stien let op gennem den sidste lave fjeldbirk inden man når højfjeldet og kan vende sig om og se fjeldstationen forsvinde i dalen. Vi er nu i ca. 740 meters højde, og bevoksningen er skiftet fra fjeldbirk til lavt pilekrat. Mange lader sig friste af den smukke udsigt og slår teltet op her nær fjeldstationen, hvor terrænet visse steder er fladt, men netop her kan vestenvinden være ekstra kraftig.
Vandring gennem en dalgang
Vandreruten mod overnatningshytterne ved Singi fortsætter nu vestpå over flere elve og med udsigt til de tre smukke tinder lige fremme: Tolpagomi (1662 m.o.h.), Siŋŋičohkka (1704 m.o.h.) og Skárttoaivi (1744 m.o.h.).Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
STF's fjeldhytter og fjeldstationer i det nordlige Lapland. Kebnekaise Fjällstation og Singi Fjällstuga er markeret med rødt. Klik på symbolerne på kortet for mere info. Du kan også zoome ind / ud på kortet og klikke øverst til venstre for at skifte til satellit-visning.
Efter ca. fire km fra fjeldstationen vandrer vi ind i dalgangen mellem Siŋŋičohkka og Skárttoaivi med de stejle bjerge på begge sider. Det er grøn-sort urfjeld, næsten truende i den smalle dalgang, hvor vinden kan være ekstra kraftig, når den presses gennem. Sådan fortsætter ruten 4-5 km til horisonten atter åbner sig lidt op. Undervejs passerer vi flere søer og mange bække, hvor vandflaskerne kan fyldes.
De sidste par km inden Singi falder terrænet med omkring 100 højdemeter. Vi spejder efter Singi-hytterne, uden at få øje på dem, først ganske tæt på ser vi dem ved elven Čeakčajohka, som løber nord-syd gennem den floddal, som Kungsleden vil følge videre op nordpå mod fjeldhytterne i Sälka og Tjätka.
Et alternativ til dalgangen mellem Siŋŋičohkka og Skárttoaivi er fra omkring meditationspladsen at vandre nord om Siŋŋičohkka op til søen Siŋŋijávrrit i 953 meters højde, hvor der er gode teltpladser. Derfra kan man fortsætte ud på Kungsleden nord for Singi. Det er en ikke-markeret rute med udfordringer. Guiderne på Kebnekaise kan sikkert hjælpe med tips og gode råd. Gå ikke den rute alene, da du ikke kan forvente "at blive fundet" lige med det samme, hvis du skulle forstuve en fod eller komme til skade.
Køb kort over vandreruten
"Outdoorkartan: Abisko Kebnekaise Nikkaluokta- blad 1" dækker bl.a. hele vandreruten mellem Nikkaluokta og Abisko, også strækningen Abiskojaure - Abisko. Kortet dækker både Kungsleden og ruterne i sidedalene fx ud til Nallo. Målestok 1:75.000.
Om Singihytterne
STF-Singi Fjällstuga er reelt 4-5 træbygninger, hvoraf de tre er forbeholdt vandrere med plads til i alt ca. 44 personer. "Stugvärden", som sørger for at tage mod betaling og holde styr på stedet, har sin egen hytte. Derudover er der brændeskur, lokummer mv. Du kan betale kontant, når du ankommer, men billigst er at betale overnatningen på STF's website hjemmefra. Hvis du samtidig er medlem af STF - eller en anden organisation under Hostelling International - får du yderligere rabat. Danhostelkortet giver samme rabat som et STF-medlemskab.Måske verdens smukkest beliggende lokummer... Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk
Sommer-samebyen Kårtjevuolle med rensdyrhold bag Singi Fjällstuga. Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk
Fakta om vandreruten Kebnekaise Fjällstation - Singi
- Længde: 14 km.- STF Kebnekaise Fjällstation: 670 meter over havet.
- STF Singi Fjällstuga: 680 meter over havet.
- Højeste punkt på ruten: Ca. 740 meter over havet.
- Regn med maks. at vandre 3-4 km pr. time pga. de mange store sten på stien.
Sæson for vandring i Lapland
Fra midten af juni, hvor sneen i dalene er smeltet, til slutningen af september, hvor vinteren begynder.Artikler om vandring i Lapland
- Nikkaluokta - Kebnekaise Fjällstation: 19 km- Kebnekaise Fjällstation
- Kebnekaise Fjällstation - Singi: 14 km
- Singi - Sälka: 12 km
- Sälka - Nallo: 10 km
- Nallo - Vistas: 9 km
- Vistas - Alesjaure: 19 km
- Alesjaure - Abiskojaure: 21 km
- Abiskojaure - Abisko: 15 km
Pakkeliste
Sådan pakker du en let rygsæk til vandreturenHusk at ca. hver anden af STF's fjeldhytter og alle fjeldstationer (se kortet herover) sælger mad / proviant, så du behøver ikke at medbringe al maden til vandreturen.