Vandring langs floden Abiskojåkka
Vi er nu ude på den sidste etape af Kungsleden, der skal føre os til slutmålet i Abisko. Det er en let-vandret etape uden de store højdemeter. På den første halvdel af ruten vandrer vi langs den stor sø Ábeskojávri, hvor landskabet skifter mellem lav birkeskov og åbent terræn. Siden træder vi ind i Abisko Nationalparks tætte birkeskov, hvor der ikke er en enkelt sti men mange parallelle. Floden Abiskojåkka gennemskærer nationalparken og byder på smukke fosser og vandfald, som man ikke nødvendigvis oplever, medmindre man søger lidt væk fra stien. Det er måske disse fosser, der har givet Abisko sit navn: Abisko - eller Ábeskouvo - som på samisk betyder 'bruset fra det store vand'.Her i september er fjeldskoven gylden orange og gul, og med nysne på fjeldtoppene bliver det ikke smukkere. I september er myggene væk, vejret ofte klart og solrigt, og temperaturen omkring 5-8 grader er ideel til vandring.
Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
STF's fjeldhytter og fjeldstationer i det nordlige Lapland.
Abiskojaure Fjällstuga og Abisko Fjällstation er markeret med rødt. Klik på symbolerne på kortet for mere info. Du kan også zoome ind / ud på kortet og klikke øverst til venstre for at skifte til satellit-visning.
Vandreruten til til Kungsledens afslutning i Abisko går langs floden Abiskojåkka. Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk
Nattefrosten har skabt fine mønstre på vandpytterne. Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk
Abisko Nationalpark er populær blandt vandrere og friluftsfolk, som tager toget eller bilen til Abisko og vandrer ad Kungsleden ind til Abiskojaure og tilbage til Abisko, en tur på 30 km. I højsæsonen i juli er der derfor rigtig mange mennesker på stierne, her i september langt færre.
På hele Kungsleden mellem Abiskojaure og Abisko kan man tage frisk drikkevand fra de mange vandløb og bække, der løber ned fra fjeldet.
Midtvejs på ruten mellem Abiskojaure og Abisko falder terrænet en smule, og her har man smuk udsigt over Abisko Nationalpark. Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk
Få km fra Abisko Fjällstation er der fint udsyn til Lapporten med de to fjeldtoppe Nissončorru (1738 m.o.h) og Čuonjáčohkka (1554 m.o.h). Lapporten er en U-dal formet af istidens gletsjere og er nok det mest fotograferede fjeld i svensk Lapland. Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk.
Floden Abiskojåkka gennemskærer nationalparken og byder på smukke fosser og vandfald. Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk
På den sidste km gennem nationalparken inden Abisko Fjällstation bliver det tydeligt, at vi nærmer os civilisationen: I det fjerne hører vi toget, der kører i pendul mellem jernminen i Kiruna og havnen i Narvik. Efter 119 km i fjeldet uden en forstyrrende lyd træder vi ud af Abisko nationalpark, går under jernbanen og over hovedvej E10 og ankommer til slutmålet.
Køb kort over vandreruten
"Outdoorkartan: Abisko Kebnekaise Nikkaluokta- blad 1" dækker bl.a. hele vandreruten mellem Nikkaluokta og Abisko, også strækningen Abiskojaure - Abisko. Kortet dækker både Kungsleden og ruterne i sidedalene, for eksempel ud til Nallo. Målestok 1:75.000.
Om Abisko Fjällstation
Hver time døgnet rundt ruller et eldrevet lokomotiv fra Kiruna forbi Abisko Fjällstation med 68 vogne med jernmalm, hver vogn med 30 tons malm, der via Narvik i Norge sendes ud på et tilsyneladende umætteligt verdensmarked. Jernbanen stod færdig i 1902 og var med til at gøre fjeldet tilgængeligt for en bredere offentlighed ud over de lokale samer. STF-svenska Turistföreningen ville udbrede svenskernes kendskab til fjeldet og naturen og omdannede i 1902 et par jernbanebarakker til logi for vandrere. Siden blev der bygget til og om, og i det tidlige 1900-tal fremstod Abisko Fjällstation som en smuk 4-etagers træbygning, som tiltrak kunstnere, intellektuelle, forskere og rigmænd, der ville udforske fjeldet.Men i 1949 brændte Abisko ned til grunden. Og i stedet valgte STF at genopføre Abisko i mursten i en stil, som nok mest leder tankerne hen på almennyttigt boligbyggeri fra Københavns forstæder.
Fjällstation lyder romantisk, dog har Abisko ikke tilnærmelsesvis Kebnekaise Fjällstations charme, dertil er byggeriet og beliggenheden for trist. Foran Fjällstationen løber hovedvejen mellem Kiruna og Narvik - også kaldet Nordkalottvägen - (færdigbygget 1984), og bag vejen ligger malmbanen. Men hvad man kan savne ved Abiskos arkitektur og beliggenhed opvejes af de gode, indvendige rammer. Abisko tilbyder både hotel- og vandrehjem-standard. Billigste overnatning er vandrehjemmets 6-personers rum med adgang til et stort, lyst fælleskøkken med udsigt over fjeldet. Abisko har over 100 værelser, lille butik og restaurant. Besøg også Abisko Naturum ved siden af fjeldstationen. Naturum har udstilling om Abiskos natur og et godt lille bibliotek med masser af bøger om fjeldets natur og kulturhistorie.
På fjeldstationen kan du betale, når du ankommer, men billigst er at betale overnatningen på STF's website. Hvis du samtidig er medlem af STF - eller en anden organisation under Hostelling International - får du yderligere rabat. Et dansk Danhostel medlemskort giver samme rabat som et STF-medlemskab.
Sådan kommer du til Abisko Fjällstation
Du kan komme til Abisko med tog fra København: Hurtigtoget (på el) fra København til Stockholm, og derfra nattoget med det romantiske navn "Arctic Circle Express" til Abisko Fjällstation. Toget er eldrevet og kører om natten, hvor der som regel er "overskudsstrøm" på elnettet, så den ca. 23 timers togtur til Lapland er langt mindre klimabelastende end turen med fly og i øvrigt en stor oplevelse i sig selv.Fakta om vandreruten Abiskojaure - Abisko: Kungsledens sidste (eller første) etape
- Længde: 15 km.- STF Abiskojaure Fjällstuga: 500 meter over havet (m.o.h.)
- STF Abisko Fjällstation: 380 m.o.h.
- Højeste punkt på ruten: 500 m.o.h.
Sæson for vandring i Lapland
Fra midten af juni, hvor sneen i dalene er smeltet til slutningen af september, hvor vinteren begynder.Artikler om vandring i Lapland
- Nikkaluokta - Kebnekaise Fjällstation: 19 km- Kebnekaise Fjällstation
- Kebnekaise Fjällstation - Singi: 14 km
- Singi - Sälka: 12 km
- Sälka - Nallo: 10 km
- Nallo - Vistas: 9 km
- Vistas - Alesjaure: 19 km
- Alesjaure - Abiskojaure: 21 km
- Abiskojaure - Abisko: 15 km
Pakkeliste
Sådan pakker du en let rygsæk til vandreturenAlle STF's fjeldstationer og ca. hver anden fjeldhytte (se kortet herover) sælger proviant, så du behøver ikke at medbringe al din mad hjemmefra.