Vandring i vanskeligt terræn
Vistas Fjällstuga ligger omgivet af lav fjeldskov i 600 meters højde. Herfra følger vi floden Visttasjohka, der snor sig i bunden af floddalen Visttasvággi, for at komme frem til Alesjaure Fjällstuga længere mod nordvest.De første ca. otte km fra Vistas går gennem lav fjeldbirkeskov ad en mudret sti med store sten. Det er en krævende strækning, hvor man hele tiden skal koncentrere sig om sit næste skridt. Efter ca. otte km tynder det ud i birketræerne. Landskabet bliver mere klippefyldt, og ofte går stien over stenskred med løse klippeblokke. I horisonten anes indimellem noget, der ligner hytter, men som viser sig at være enorme firkantede sten, som har lagt sig til hvile i bunden af floddalen. Det er et øde, råt landskab, som kan give associationer til fremmede planeter som fx Mars.
Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
STF's fjeldhytter og fjeldstationer i det nordlige Lapland. Vistas Fjällstuga og Alesjaure Fjällstuga er markeret med rødt. Klik på symbolerne på kortet for mere info. Du kan også zoome ind / ud på kortet og klikke øverst til venstre for at skifte til satellit-visning.
Ruten fortsætter i et fladt terræn gennem floddalen ind til ca. fem km fra Alesjaure. Her ved hængebroen over Moarhmmájohka med et fint lille vandfald går det opad fra 600 m.o.h. til ca. 800 m.o.h. Vi kommer op til søen Vuolip Čazajávri ca. 850 m.o.h., hvor der er fin udsigt over floddalen bagude og gode teltpladser også med fin udsigt. Vandreruten fortsætter forbi endnu en sø, inden vi når frem til samebyen Alisjávri et par km inden ankomsten til Alesjaure Fjällstuga.
Hele vejen til Alesjaure kan man tage frisk drikkevand direkte fra floden eller de mange bække og vandløb, der løber ned fra fjeldet.
Lidt af Siehtagas-gletsjeren stikker op over skydækket. Fra Vistas til Alesjaure. Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk
Samebyen Alisjávri ved den opalgrønne gletsjersø af samme navn hvor samerne bor hele sommeren, mens de passer deres rener og fisker. Samebyen ligger et par km inden, man når frem til Alesjaure Fjällstuga. Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk
Køb kort over vandreruten
"Outdoorkartan: Abisko Kebnekaise Nikkaluokta- blad 1" dækker bl.a. hele vandreruten mellem Nikkaluokta og Abisko, også strækningen Abiskojaure - Abisko. Kortet dækker både Kungsleden og ruterne i sidedalene fx ud til Nallo. Målestok 1:75.000.
Om Alesjaure Fjällstuga
STF-Alesjaure Fjällstuga er en samling hytter beliggende på højfjeldet i 800 meters højde ved floden Aliseatnu (Alesätno). Alesjaure har 78 senge og er dermed den største fjällstuga på Kungsleden. Her er fem hytter, en lille butik med proviant, café og spisesal, sauna ved søen, lokummer mv. I højsæsonen om sommeren er her mange mennesker, og selv i slutningen af sæsonen i midten af september kan man opleve, at her er godt fyldt.Man kommer til Alesjaure fra Tjätka Fjällstuga eller Abiskojaure Fjällstuga, begge på Kungsleden, eller fra de små hytter Vistas Fjällstuga eller Unna Allakas Fjällstuga i sidedalene.
Alesjaures sauna ligger smukt ved floden Aliseatnu (Alesätno). Klik på billedet for stor størrelse. Foto: © sydsverige.dk
Du kan betale kontant, når du ankommer, men billigst er at betale overnatningen på STF's website. Hvis du samtidig er medlem af STF - eller en anden organisation under Hostelling International - får du yderligere rabat. Et dansk Danhostel medlemskort giver samme rabat som et STF-medlemskab.
Der er gode teltpladser, lige inden man går over hængebroen til Alesjaure.
Fakta om vandreruten Vistas - Alesjaure
- Længde: 19 km.- STF Vistas Fjällstuga: 600 meter over havet (m.o.h.).
- STF Alesjaure Fjällstuga: 800 m.o.h.
- Højeste punkt på ruten: 860 m.o.h.
- Stien til Vistas er krævende pga. svært terræn med smalle mudrede stier gennem fjeldskoven og siden stier med mange sten og store højdeforskelle. Regn med maks. at vandre ca. 3 km pr. time.
Sæson for vandring i Lapland
Fra midten af juni, hvor sneen i dalene er smeltet, til slutningen af september, hvor vinteren begynder.Artikler om vandring i Lapland
- Nikkaluokta - Kebnekaise Fjällstation: 19 km- Kebnekaise Fjällstation
- Kebnekaise Fjällstation - Singi: 14 km
- Singi - Sälka: 12 km
- Sälka - Nallo: 10 km
- Nallo - Vistas: 9 km
- Vistas - Alesjaure: 19 km
- Alesjaure - Abiskojaure: 21 km
- Abiskojaure - Abisko: 15 km
Pakkeliste
Sådan pakker du en let rygsæk til vandreturenAlle STF's fjeldstationer og ca. hver anden fjeldhytte (se kortet herover) sælger proviant, så du behøver ikke at medbringe al din mad hjemmefra.