Forsiden > Byer i Skåne > Her

Landskrona

Citadelområdet i Landskrona

Citadelområdet er et dejligt rekreationsområde med Sveriges ældste kolonihaver. Foto: David Elg/MOOB

Siden er publiceret / opdateret: 20. december 2023
Maksimér
Kort over sydsverige
GPSGPS GPS
Latitude : 55.86831
Longitude : 12.83319
(WGS84: Decimal)
Indstil din GPS

Landskrona Museum

En byvandring i Landskrona kan passende begynde med et besøg på Landskrona Museum på Slottsgatan i bymidten. Museet er beliggende i en kaserne fra 1700-tallet, og de byhistoriske samlinger giver et godt billede af byens og Citadellets historie.

Kunsthallen

Tæt ved museet finder man Landskrona Kunsthal, hvis enkelthed og lys gør den til en af Skånes smukkeste kunsthaller. Den omkringliggende park er indrettet som skulpturpark med værker af 19 kunstnere.


Kortet er oprettet af sydsverige.dk.
Landskrona. Klik på symbolerne på kortet for mere info. Du kan også zoome ind / ud på kortet og klikke øverst til venstre for at skifte til satellit-visning.


Overnatning i eller nær Landskrona. Afstande fra togstationen



Landskrona Slot

Få hundrede meter nord for kunsthallen ligger den danske forsvarsfæstning Landskrona Slot - Citadellet fra 1500-tallet. Citadelområdet med slottet er et historisk mindesmærke og et dejligt rekreationsområde. Her kan man bl.a. se Sveriges ældste kolonihaver, som blev etableret, da Citadellet mistede sin militærstrategiske rolle i 1700-tallet.

Citadellet
Landskrona Slot - Citadellet. Foto: Perry Nordeng


Friluftsbadet Citadellbadet

Lidt sydvest for Citadelområdet er friluftsbadet Citadellbadet med rent saltvand fra Øresund en oplagt sommerforlystelse (adresse: Badhusgatan 30). Her er bl.a. vandrutsjebane, klatrevæg, trampolin og bordtennis.

Citadellbadet har normalt åbent fra slutningen af maj til slutningen af august, se Links.

Kulturhuset Pumphuset

Læg også vejen forbi det tidligere fiskerleje Borstahusen et par km nord for slottet. I Borstahusen havn finder man kulturhuset Pumphuset med kunsthal, museum og restaurant med skøn havudsigt (adresse: Nedre gatan 97). Pumphusets arkitektur en fascinerende blanding af gammelt og nyt.

Pumphuset
Pumphuset. Foto: Ole Jais


Vandrestien Havsleden

Ved Landskrona Slot begynder den 13 km lange vandresti Havsleden nordpå langs havet. Ruten, som er en del af Skåneleden, går gennem små fiskerlejer og forbi fine badestrande og smuk natur. Den er markeret med blåt på stolper og egner sig fint til både barnevogne og kørestole.

Vandreruten Öresundsleden

Öresundsleden, som er en del af Skånelden, går gennem Landskrona og er en oplagt mulighed, hvis du vil vandre langs kysten i flere dage.

Færge til Hven

Fra Landskrona havn syd for Citadelområdet er der daglige bådafgange til Hven med Ventrafiken. Turen tager kun omkring en halv time, og båden sejler hele året. Lad bilen stå i Landskrona og lej evt. en cykel på Hven.

Landskronas historie

Byen blev grundlagt omkring 1413, hvor den danske konge Erik af Pommern under Kalmarunionen (1397-1523) herskede over de nordiske lande. Meget tyder på, at Landskrona skulle være den nordiske unions hovedstad (da Skåne var dansk hed byen Landskrone - dvs. landets krone). Byen lå strategisk godt og egnede sig perfekt til militærbase og handelsknudepunkt.

I 1549-1559 opførte Christian 3. Landskrona Slot - Citadellet som en ren forsvarsfæstning med høje mure og en 70 meter bred voldgrav.

Da Skåne og Landskrona i 1658 var blevet svensk, udbyggede svenskerne fæstningen. Målet var at skabe Sydsveriges stærkeste fæstningsby med plads til handel og søfart. Citadellet blev udbygget og stod færdigt i 1675. Året efter, under Den skånske krig (1675-1679), angreb danskerne Landskrona i et forgæves forsøg på at generobre byen og resten af Skåne. Krigen mod Danmark havde fået indbyggertallet i Landskrona til at falde - og i 1720 var der blot 300 indbyggere. En stor byplan i midten af 1700-tallet skulle vende udviklingen for Landskrona. Målet var at skabe en fæstning, hvor handel og søfart kunne trives, og hvor man fik skabt en smuk by efter barokkens idealer. Dette skulle kun delvist lykkes.