Kalmarunionen (1397-1523)

Fakta om Kalmarunionen

Politisk union mellem Danmark, Norge og Sverige

Kalmarunionen var en alliance mellem de tre nordiske riger Danmark, Norge og Sverige. Rigerne blev samlet under en fælles konge og indgik en aftale om at stå sammen mod ydre farer.

Kalmarunionen blev bekræftet på Kalmar Slot den 17. juni 1397, hvor den 15-årige Erik 7. af Pommern blev kronet til konge over de tre riger af den danske og den svenske ærkebiskop. Men reelt lå magten hos den danske regent Margrete 1. frem til hendes død i 1412.

Baggrunden for Kalmarunionen

Margrete 1. (1353-1412) var en klog og dygtig regent, der formåede at styrke sin position og magt. Hun var datter af den danske konge Valdemar Atterdag, som havde seks børn. Ved Valdemar Atterdags død i 1375 var ingen af hans sønner i live, kun datteren Margrete, som var gift med den norske kong Håkon 6. Deres eneste barn, Olav (eller Oluf), blev som kun 5-årig i 1375 valgt som ny dansk konge efter Valdemar Atterdag og med hans mor Margrete som formynder. Reelt betød det, at Margrete regerede på hans vegne.

I 1380 arvede den unge Olav desuden den norske krone, da hans far Kong Håkon døde. Men allerede i 1387 i en alder af 17 år døde Olav. Det danske rigsråd – en forsamling af adelsmænd og præster – valgte Margrete til regent i Danmark, og året efter, i 1388, blev Margrete valgt til regent i Norge.

Margrete havde ingen arvinger, og hun tog nu sin søsters dattersøn Bogislaw til sig som en slags adoptivsøn. Bogislaw var søn af Vartislav VII af Pommern, og Margrete sørgede for, at han fik arveret til den norske krone, hvorefter han skiftede navn til det nordiske "Erik".

Sverige vælger Margrete som regent

I 1300-tallet var Sverige et monarki, hvor det var de svenske stormænd, som valgte kongen. Dermed havde stormændene en betydelig magt og indflydelse på, hvordan landet skulle regeres.

I midten af 1300-tallet forsøgte den svenske konge Magnus Eriksson at svække stormændenes magt og styrke sin egen. Men stormændene besluttede at afsætte kongen. I stedet indsatte de tyskeren Albrecht af Mecklenburg som ny konge af Sverige.

Den nordtyske indflydelse i Sverige voksede hurtigt, og der udbrød nærmest krig mellem stormændene og kongen, Albrecht af Mecklenburg. Atter så de svenske stormænd sig om efter en ny konge, og denne gang henvendte de sig til den danske og norske regent Margrete 1.

I 1388 blev Margrete valgt til regent over den del af Sverige, som stormændene kontrollerede. Kort efter - i 1389 - afsatte danske og svenske tropper Albrecht af Mecklenburg, og Margrete blev regent i hele Sverige. Det var starten på Kalmarunionen.

Kalmarunionen

I 1396 fik Margrete hyldet Erik som konge af Danmark og Sverige. Og året efter, i 1397, blev den kun 15-årige Erik (kaldet Erik af Pommern efter sin far) kronet til konge over de tre nordiske riger. Kroningen blev bekræftet af 67 stormænd fra de tre lande, som satte deres sejl på kroningsbrevet. Selv om magten formelt nu lå hos den unge Erik, var det Margrete 1., der regerede over de tre lande. Margrete 1. døde i 1412 og ligger i dag begravet i Roskilde Domkirke.

Stigende svensk utilfredshed med Kalmarunionen

Men også Erik af Pommern (ca. 1382-1459) forsøgte at styrke sin egen magt, og det var ikke populært blandt de svenske stormænd. Margrete 1. havde lovet stormændene, at Sverige ville blive regeret af svenskere på centrale politiske områder, men Erik af Pommern holdt ikke løftet.

I længden ville svenskerne ikke lade sig styre af den enevældige Erik eller hans efterfølgere. Som følge af interne konflikter blev Erik af Pommern afsat som unionskonge i 1439.

Frem til Kalmarunionens fald i 1523 var der i perioder oprør mod det danske overherredømme. Et af de mere kendte oprør var Engelbrekt-oprøret i 1434, hvor svenskerne indtog og ødelagde adskillige borge i Skånelandene (Skåne, Blekinge og Halland, som var danske områder).

Kalmarunionens opløsning

Efter det stockholmske blodbad i 1520, hvor den danske unionskonge Christian 2. henrettede omkring 80 svenske stormænd, som var imod Kalmarunionen, og som ønskede et svensk kongedømme, var der ved flere lejligheder kampe mellem danske og svenske styrker i Sydsverige. I 1523 brød svenskerne endeligt med det danske overherredømme og indsatte 6. juni samme år adelsmanden Gustav Eriksson (omtales Gustav Vasa efter kroningen) (1496-1560) som konge af Sverige.

Efter sammenbruddet i 1523 fortsatte tvillingeriget Danmark-Norge med unionen. For Norges og Danmarks vedkommende varede Kalmarunionen indtil 1814, hvor rigsfællesskabet mellem de to lande blev opløst.

Relaterede artikler

Begyndende konflikter om Skånelandene (1050-1364)
Kalmarunionen (1397-1523)
Vasatiden (1520-1611)
Den nordiske syvårskrig (1563-1570)
Kalmarkrigen (1611-1613)
Torstenssonkrigen (1643-1645)
Freden i Brömsebro (1645)
Karl Gustav krigene (1657-1660)
Roskildefreden (1658)
Den skånske krig (1675-1679)
Snaphaner
Kuppet i Loshult (1676)
Massakren i Örkened (1678)
Forsvenskning af Skånelandene (1680'erne)
Den store nordiske krig (1709-1720)